Synnøve, Vibeke og Hennings tur til Zambia 2009

Her en dagbog for vores tur til Zambia.

Baggrunden for turen er, at jeg sammen med Ami og Helle fra vores gamle Gilwell-patrulje fra 1988 har oprettet en "køkkenbord" U-landshjælpegruppe. I gruppen vi har skaffet 300 skoleborde og stole, som vi pakkede i en container og sendte ned til vores spejderven Jennifer Chiwela i Zambia. Ud over skoleborde var der også køkkengrej, symaskiner og computere, som vi havde købt engelske tastaturer til, desuden havde vi fået en hel del Easy Reader klassesæt fra det danske gymnasium i Flensborg, dertil kom fire gode gamle danske cykler, som vi havde fået sat i stand ved et kommunalt beskæftigelsesprojekt i Haderslev. Det hele havde vi samlet i en kalvstald hos en flink landmand i Lydersholm i Sønderjylland. Penge til transport og renovering af alt udstyret havde vi søgt hos Mellemfolkelig Samvirke, som har nogle projektmidler, som hedder "Genbrug i Syd", fra MS havde vi således fået de nødvendige midler stillet til rådghed.
Vores team, som nu er rejst til Zambia består af Synnøve, Vibeke og jeg. Det var Synnøve, som skaffede os kontakten til Oxbøl skole, hvor vi hentede alle skoleborde og stole.

Der pakkes

Holdet

Her er "holdet" ved at pakke containeren i Lydersholm

Her er så hele holdet, da vi næsten er færdige med at pakke

Vi kom godt herned uden nogen forsinkelser.
Vi kom til Lusaka kl.00.15. Vi blev afhentet i lufthavnen af Jennifer og hendes mand Henry.
Vi blev indkvarteret på en lodge få hundrede meter fra, hvor Jennifer bor. Vi skulle ellers have boet inde i byen på et dyrt hotel.
Torsdag formiddag var vi inde på PAF’s kontor (Jennifor er chef på dette kontor)for at planlægge, hvilke projekter vi skulle besøge. Pludselig fik vi indbydelse til at spise frokost hos Rotary, af sted gik det. Da vi kom tilbage, gik vi en tur i byen med en af de ansatte fra kontoret. Vi skulle hæve nogle af deres lokale penge kwacha (1 kr. = ca 1000kw), så vi kunne få købt noget vand. Vi var lige et smut i en kobberbutik, vi blev enige om, at der ikke var noget af interesse, dernæst i supermarked for at købe vand. Vi spiste aftensmad på en lodge ikke langt fra vores lodge og fik noget dejlig fisk, tilbehør var hakket græskarblade rørt med peanutbutter, ugali (kogt majsmel) og en rød sauce.

På PAFs kontor i Lusaka, computerne, vi sendte herned, er ved at blive gjort klar

En skoleklasse i Nega-Nega, det var ikke denne klasse der var helddige at få nogle af vores borde.

7. klasse synger og danser for os

Besøg ved en skolehave, uden for haven var en ny vandpumpe, hvor egnes beboere hentede alt deres vand.

Børnehaveklassen var en af de heldige klasser, her er vores borde taget i brug

Et af de projekter, de var meget stolte af, var toilethuset bag ved stolen. Det var et stort fremskridt at få børnene til at benytte et toilet. Den grønne spand indeholder vand og er til håndvask efter toiletbesøget


Fredag blev vi hentet kl.06.30 og havde en ca. 3 timers tur foran os. Vi skulle ud og besøge en af de skoler, som havde fået noget af alt det, vi havde sendt ned til dem. I Mazabuka sydvest for Lusaka skulle vi hente en medarbejder fra PAF, som skulle med derud. Her fik vi besked på, at være hjemme en time før, for vi var blevet inviteret ud til Sct Georgs Gilde i Lusaka kl. 17.
Efter en kort information blev vi læsset i bilen med en masse ting, vi skulle have med ud til skolen. Vi kørte på rimelige gode veje igennem nogle fantastiske store sukkerrør’s marker. Vi kørte imellem en ½ t til tre kvarter med 80 km i timen, inden vi var på den anden side af disse marker. Her havde vi vores mål Nega-Nega. Det var godt nok ude på landet. Vi var rundt og se skolen (borde fra Blåvandhuk’s skole, stod der her). Derefter kørte vi ud til en anden skole, som de er ved at bygge (de mangler penge til at fortsætte). Her traf vi 4 unge piger, som skulle hente vand fra en brønd, som var udstyret med en meget fin pumpe, lignende den som vi havde som børn ude på landet. Tilbage til første skole. Vi fik frokost, det var lokal mad, hvide bønner, ugali, kylling, pølser, kartofler og flere andre ting. Vi var ude og se deres urtehave. Det var et af deres projekter at lære børnene at dyrke deres egne urter og lave deres egne pølser. Vi havde bl.a. sendt kødhakkere med i containeren, så det var de meget glade for også. Vi kørte tilbage til Mazabuka med medarbejderen og så gik det hjemad til Lusaka. Vi skulle være hjemme kl. 16 og var der kl. 15.45. Her mødte vi en mand fra USA. Han var født og opvokset i Lusaka og han havde sørget for disse pumper til skolerne. Vi fortalte ham, at vi havde set dem i funktion, det var han utrolig glad og tilfreds med at høre. Han spurgte ind til, hvordan de fungerede og det kunne vi lige fortælle ham. Vi fortalte ham også om nogle forbedringer, så de kom til at fungere endnu bedre.
Kl. 17 besøgte vi Sct. Georgs Gilde, hvor vi fik kaffe/the/sodavand og kage. De havde fået nogle af de computere, som var sendt derned og det var de meget taknemmelige for. Tilbage til lodgen og slappe lidt af.

Vi var til kaffe hos Sct. Georgsgildet i Lusaka

Her er det traditionelle "familiebillede" med "Gildepigerne"


Kl. 19.45 blev vi hentet af Jennifer og hendes mand til middag hos Lotta (ambassadør for Unesco og været her i 3½ år), en af medlemmerne fra Rotary.
Lørdag morgen kl. 9.20 blev vi hentet i en Mercedes, målet var nu Mukambi. Vi var fremme kl. 13 og ½ time efter var der frokost. Kl. 16 første tur ud i det vilde. Vi bor lige ud til Kafue River og det vil sige, vi bliver sejlet over på den anden side og der holder bilerne, som bliver brugt til safariturene. Turen fortsatte til kl. 20, så i mørket så vi to gange en leopard, hyæne og en hel del elefanter. Vi så selvfølgelig mange andre dyr, medens det var lyst. Tilbage og spise aftensmad, grillmad (kylling, bøf og pølser)med tilbehør (hvide, brune og grønne bønner, salat, ugali, majs og andre gode sager).
Søndag morgen blev vi vækket kl. 4.55. Vi skulle på morgentur. Vi var på jagt efter løver, gepard og vilde hunde. Vi så en løve, zebraer, flodheste, puku, andre antilopearter og mange fugle og resten må vi have til gode til i eftermiddag kl.16, hvor vi skal af sted igen. Vi var tilbage kl. 10, hvor vi fik morgenmad, som bestod af let ristet hjemmebagt franskbrød, forskellige slags flakes, marmelade, smør, pandekager, frugtsalat og så kan man bestille æg, bacon og pølser.

Mukambi Lodge havde et tamt vortesvin, som boede på lodgen og nede under restauranten boede hans familie, mor og tre børn. Han hed selvfølgelig Pumba.

Der er første gang vi har været på natsafari. Det var meget spændende at se alle de nataktive dyr.

Her har vi været på safari med Gurli og Kjartan fra Svendborg, som vi mødte på Mukambi, den kraftige mand ved siden af Vibeke er en Schweizer, som også var med på udflugten den morgen.

Hjemme på Mukambi, havde vi fået besøg, det var Basil, en ung flodhestehan, som havde fundet ud af, at han kunne være i fred for gamle sure flodhestehanner oppe ved receptionen. Så længe han kunne styres med tre kurvestole, fik han lov at være der.

Da vi kikkede ud over savannen, så vi pludselig en løve bag nogle Hartebeests

Men løven måtte se sig om efter andet morgenmad den dag, Hartebeesterne slap fra hende

Her er vi på udflugt på Kafue river, fra "søsiden" kunne vi se alle dyrene, som kom ned for at drikke, her er det et par elefanter

Solnedgang over Kafue river med en kold øl i hånden, det er bare livet.


Søndag eftermiddag tog vi på en natsafari igen. Afgang med båden kl. 16 og hjemme kl. 19.30. Vi så igen mange dyr. Her er rigtig mange Puku’er og Impalaer. Vi så en leopard på jagt, det var ikke meget vi så, da det var blevet mørkt. Lige da det var ved at blive mørkt, gjorde vi holdt for at få lidt at drikke, da en natteravn dukkede op, det var helt fantastisk, så flot den er, jeg var meget heldig med at filme den.
Hjemme igen ventede noget dejlig mad. Hvis dette fortsætter, er der nogle, som skal på skrump, når vi kommer hjem. Vi blev fulgt ned til hytterne (man må ikke selv gå ned til hytterne, efter det er blevet mørkt) og tog hul på en flaske rødvin (som vi havde fået foræret af Sct. Georgs Gilde), Vibeke masserede Synnøve lidt, medens snakken gik.
Mandag morgen op kl. 5 og på ny en morgentur. Vi så en masse forskellige fugle, 2 løver og nogle aber.
Inden vi sejlede tilbage over floden, fik vi besked om, at der lå en flodhest oppe på terrassen, dvs den var gået nede fra vandet op ad en skråning + 10 trappetrin. Historien er, at Basil (flodhesten) blev jagtet af en anden flodhest op mod restauranten, Basil fortsatte igennem restauranten og her opdagede han så, at han ikke blev forfulgt mere. Den anden var stoppet 10 m fra restauranten. Siden da er Basil kommet og gået. Når han kommer, bliver der sat 3 kurvestole som skillevæg, så han ved at her til og ikke længere. Han ligger så her og nyder livet. Der er ingen, som giver ham noget af nogen slags.
Vi fik morgenmad kl.9.30. Vi fik tilbud om gratis at komme ud at sejle en tur på floden kl.12 til 14.20. Det var en dejlig tur, hvor vi fik set krokodiller, masser af flodheste og indtil flere elefanter, som tog mudderbad og drak vand.
Der var kommet en dårlig nyhed, at der var ikke mere benzin i Lusaka og mange andre steder. Det skulle ikke komme til at berøre vores videre tur om tirsdagen.
Vi havde besluttet, at tage en tur ud og sejle om eftermiddagen fra 16 til 19.15. Det fastholdt vi og det var bare en dejlig tur med solnedgang og en kold øl. Vi så de samme dyr som om middagen + en leopard og mange fugle. Da vi kom hjem lå Basil der stadig. Henning gik ud og sendte e-mail og vi andre gik ned til hytterne. 5 min efter vi var kommet hjem trissede Basil i floden.
Vi fik igen noget lækkert aftensmad. Vi blev fulgt til hytterne og delte resten af vinen og så i seng.
Tirsdag morgen kunne vi sove lige til kl. 7, vi havde aftalt at spise morgenmad kl. 8. Vi skulle køre kl. 9. Basil var kommet tilbage og gik og græssede ved huset. Vi gik ned og pakkede færdig efter morgenmaden. Jeg ville lige gå over til Synnøve, men da jeg lukkede døren op, stod Basil lige udenfor. Jeg gik stille ind og hentede kameraet og gik ud og filmede. Basil græssede roligt videre.
Kl. 9 afgang mod Lusaka lufthavn, der ankom vi lidt i kl.13.
Synnøve og jeg fandt lidt at spise og kl. 13.40 var der check in. Vi måtte betale 10 $ for overvægt. Vi havde fået at vide, at vi ikke behøvede at pakke om, inden vi tog til Livingstone, men det var ikke rigtigt. Kl. 14.50 lettede vi i et lille fly med plads til 21 personer og vi var 8.
Vi ankom til Livingstone kl. 15.50. Der stod en fra rejseselskabet og tog imod os. Vi kørte ind til deres kontor og fik betalt og lavet de sidste aftaler. Vi kørte ud til Green Tree Lodge, hvor en Skotsk mand Hector tog imod os. Han havde en dårlig nyhed, der var ingen strøm. Der er 5 hytter med dobbeltseng en swimmingpool i haven, hvor der løber kaniner, marsvin og perlehøns frit rundt. Vi fik igen noget god mad (stegt fiskefileer m/kartoffelmos, bønner, gulerødder og stegt tomater). Synnøve gik i seng kl. 22 og vi andre kl. 23. Det er et rigtig godt sted.
Onsdag morgen var der morgenmad kl. 7. Vi blev hentet til River Rafting kl. 7.30.

Vi sidder nu alle og skriver dagbog efter en ubeskrivelig dag på Zambezi River. Vi havde en rigtig god bådfører og vi havde det rigtig sjovt, for vi var jo ikke nogen gamle afdankede personer, som ikke kunne tåle sjov. Vi var i vandet og svømme flere gange. Vores bådfører hed ”Kartoffel” på engelsk og han kunne bare styre vores båd. Vi kom igennem alle vandfaldene uden at falde ud og det var fantastisk. Vi var igennem 25 vandfald + nogle ¼, ½ og ¾ fald, det var alle dem, som ikke var så høje, så vi skulle ned i båden og holde ekstra godt fat. Det har simpelthen været alle tider dag.


Det var en lang smuk tur ned gennem kløften til "The Boiling Pot", hvor White Water Rafting turen skulle begynde

På floden var der nogle kajakker, som sejlede med, en af kajakkerne havde fotografiapparat med, han sejlede i forvejen og stod så på land og tog billeder af os, når vi sejlede igennem rapids'ne

Husk nu det er Henning til venstre og Vibeke til højre, Synnøve kan man ikke se, hun sidder bag i raften

Klik på billedet for at se en video fra vores sejltur

Vi mistede Potato ved indsejlingen til en rapid

Derpå tog Henning årene og sejlede raften igennem rapid'en


Jeg glemte at fortælle, at jeg forstuvede mit knæ, da vi var ude at riverrafte. Det går bedre nu, efter at jeg nogle dage har fået is på knæet.
Torsdag skulle vi på safari i Botswana. Der kom en og hentede os kl. 6.45 og så gik turen til Kazungula, som er byen, hvor vi skulle med motorbåd over floden Zambezi. Inden da skulle vi udfylde papirer.. Motorbådsturen varede 5 min. På den anden side skulle vi hentes af et guidefirma. Vi var i god tid, så vi iagttog ”færgeoverfarten” og det satte mange tanker i gang. Lastbilerne holdt i lange køer på hver side af floden. Der kunne komme EN lastbil med hver gang. Ventetiden kunne let være på 2 til 3 dage og op helt til en uge. Der sejlede 3 pramme med et ”piskeris” på hver side. Det endte med, at vi ventede i ca. 1 time, ved flodbredden inden vi blev hentet. Men hvilken time, der var meget at se på. F.eks. var der alle dem, der transporterede benzin til Zambia. Kvinder og mænd slæbte benzin ombord på prammene. Prammen piskede stille ud midt i floden. Her blev dunkene løftet ned i nogle udhulede træstammer, indtil der var ca. 5 cm tilbage, inden vandet kom indenbords.
Den bil, som skulle hente os, var brudt sammen, så derfor måtte vi vente. Nye papirer skulle udfyldes, dernæst skulle fødderne/skoene vaskes/desinficeres, fordi vi ikke måtte bringe Mund og Klovsyge ind i Botswana

Der var en livlig trafik af benzin fra Botswana og til små kanoer ude på floden, som fik benzinen ombord, hvorefter de forsvandt ned af floden med benzinen

Her er vi så på turbåden, som vi tilbragte formiddagen på Chobe river ombord på

Det vrimlede med store varaner langs floden, denne her kalder de en flodvaran

Flodvaranes værste fjende er nil-krokodillen. Vi har aldrig set så mange krokodiller før, som vi så på denne tur Hende her ligger og passer på sine æg. De var gravet ned i sandet ca. 4 m fra hende

Her er så en vortesvindame, som har fundet lidt dejligt grønt græs ved flodbredden

Det var spændende at se elefanterne krydse floden mellem Botswana og Namibia

Kuduer har snoede horn, vores guide fortalte, at hornene snor sig ca. 1 omgang pr. år, så her kan du selv forsøge at "gætte" på, hvor gammel denne her er?

Det er en anden art af Waterbucks, der lever i Zambia og Botswana end i Tanzania.


Vi blev kørt til en lodge, hvorefter vi igen ventede ca. 45 min. Nu blev vi så endelig sammen med en masse andre vist ned til 2 både og så gik turen så hen til et nyt sted, hvor vi skulle udfylde nye papirer for at komme ind i nationalparken. Hurra endelig safari. Der var flodheste, krokodiller, elefanter, aber og masser af fugle. Lige inden turen var slut, begyndte der pludselig at ske noget med elefanterne. De ville over på den anden side af floden, for der var græsset bedre. Der var over 40 elefanter, der gik over i mindre grupper. Nogle skulle lige bade og lege lidt undervejs. Det var en stor oplevelse.
Tilbage til lodgen. Her ventede der en god frokost, efter ca. 1 time skulle vi så ud med en bil og se dyrene. Det var lidt af skuffelse, for vi så faktisk kun hundredvis af elefanter.
Nå, båden over og her blev vi hentet og skulle igen udfylde nye papirer. Vi købte lidt ved nogle af de lokale handlende. Vi blev kørt tilbage til Green Tree Lodge. Vi havde bestilt mad til kl. 18.30, for så kunne de nå at lave maden ved elektricitet. Strømmen plejede at gå kl. 18.30 om torsdagen. Vi var tilbage 18.10 og nåede lige at få et bad inden aftensmaden.
Fredag stod vi op kl. 5.45. Kl. 6.45 blev vi hente af en taxi, der kørte os ud til Victorie Vandfaldet. Vi gik rundt i ca. 45 min. Der er ikke meget fald på denne årstid, da det ikke har regnet i mange måneder. Det var trods alt en flot udsigt og vi kunne også se, hvor vi begyndte vores river rafting nogle dage før.

Der var ikke ret meget vand i Victoriafaldet, hele væggen bag Synnøve er normalt dækket af vand, men vi var ved faldet i den aller tørreste tid

Det var sådan små hytter vi boede i hos Hector på Green Tree Lodge i Livingstone

Hector har kørt os til bussen, her står vi og siger farvel for denne gang

Bussen holdt et tisse- og indkøbsstop, hvor vi købte frokost, inden det gik videre mod Lusaka

I Masabuka kom Evelyn fra Nega-Nega ombord, hun havde fået tildelt sædet ved siden af Synnøve. Det var en meget fin bus med nummererede pladser.

Det var til dels et meget malerisk landskab, vi kørte igennem, her passerer vi en lille by med en snedker, som udstillede sine varer ved vejsiden. Turen varede lidt over 7 timer


Ved hovedindgangen var der en masse små boder, som vi var inde og se lidt på, men der var ikke rigtig noget der faldt i vores smag og pris.
Tilbage til Green Tree Lodge. Hector kørte os til busstationen kl. 8.40 og kl. 9.05 kørte bussen så mod Lusaka. Den første time + 40 min. kørte vi på grusvej og ind imellem på gammel hullet asfaltvej. Kl. ca. 13 havde vi en pause til at købe mad og tisse. Vi spiste i bussen. Kl. 16.15 ankom vi til Lusaka. Det var dejligt, at vi blev hentet, for taxifolkene stod på nakken af os for at få en tur. Inden vi vendte tilbage til Acamms Lodge, var vi lige inde og veksle penge og købe lidt vand. Vi skulle spise aftensmad os Jennifer, som bor næsten lige over for lodgen. Kl. 21.30 var jeg lige klar til en seng, så vi spadserede hjemad.
Lørdag skulle vi hentes kl. 8.00. Jennifer kom og fortalte, at vi nok ikke kom af sted før ved 12 tiden, for det selskab hun havde lejet til at køre os til Chipata (ca. 600 km mod øst fra Lusaka) kunne ikke få benzin. Hun havde sagt til dem dagen før, at de skulle sørge for at få fyldt op inden næste morgen. Jamen, de havde ingen penge til at fylde op med. Det kom ikke hende ved, for hun betalte for en fyldt bil, når de kom og bilen skulle vi så sørge for blev fyldt op, når vi kom tilbage fra turen. De havde rigtig mange dårlige undskyldninger. Vi blev enige med Jennifer om, at vi (Henning og jeg)skulle pakke vores kufferter om, så vi kun havde den lille kuffert med og den anden skulle så ned til Henry og stå. Da klokken var 13.15 og vi havde spist de sandwich, som Jennifer havde smurt til turen, ringede hun til sin niece, som passer en tankstation og spurgte, om de havde benzin og det havde de. Jennifer ringede nu til udlejningsfirmaet og spurgte om de havde fået benzin. Det havde de ikke, ”I kommer og henter mig nu, så skal jeg sørge for, at vi får benzin”. Vi var nemlig blevet enige om ikke at aflyse turen. Da bilen kom, fik vi tre et lift med ned til et indkøbscenter, der hedder Arcades. Vi gik lige en tur på shopping, resultatet blev postkort + frimærker. Vi fandt et godt sted at sidde og bestilte kaffe og ice creme. Vi fik skrevet postkort og postet dem. Turen gik nu hjemad til fods. Det var en dejlig tur på godt en halv time. Lige inden vi nåede hjem, mødte vi Jennifer’s mand Henry. Vi inviterede på en øl og lidt efter kom Jennifer. Vi bestilte mad, men Jennifer og Henry gik hjem og spiste.

Vi skal op kl. 4.00 i morgen/nat, vi bliver hentet kl. 4.50.

Vi kunne desværre ikke komme på Internettet, så jeg fortsætter turen. Vi stod op søndag morgen kl. 4.00 og kl. 4.50 blev vi hentet. Det var egentlig skønt at komme af sted så tidligt. Der var ingen problemer med at komme ud af byen. Vi forsatte til kl. 10.30, så holdt vi en tissepause ved et nedlagt motel, dvs. der var et af husene, der var i en sådan stand, at vi kunne benytte et WC. Jennifer havde kogt vand og tebreve med, men ingen kaffe. Nu fik jeg endelig brug for min instant kaffe. Efter 20 min gik turen videre.
Vi fik benzin på ca. 150 km fra Chipata i en by der hedder Petauke. Vi måtte kører ca. 5 km væk fra landevejen op til byen, fordi tanken ved hovedlandevejen var tom.
Kl. 13.30 ankom vi til Nakila Lodge. Der var en velkomst komite på 4 damer og 1 mand (frivillige). De fortalte, hvor de kom fra og hvad de lavede.

Vi kom til at tilbringe det meste af lørdagen på Jennifer og Henrys terrasse

Her holder bilerne i kø for at få benzin, mange bilister brugte op til 7 timer på at skaffe sig en tank benzin

Her viser Henry stolt sin flotte køkkenhave frem

Personalet fra PAF's kontor var også budt til middag den aften, det var dem, der sørgede for grillmaden sammen med Henry

Det gamle motel hvor vi holdt tisse- og kaffepause

Her modtages vi af nogle af de damer, som bl.a. havde fået symaskiner

Her viser de frem hvad de har syet på de maskiner vi havde sendt ned til dem

<

Så er der "familiebilledet" med os og alle de glade damer

Her venter vi ved grænsen til Malawi, mens bilen og resten af holdet henter benzin

Nakila Lodge tidligt om morgenen


Vi fik noget at spise og så kom der flere damer (frivillige), som kom syngende. Vi fik alle en samtale om, hvordan de kom videre. Der blev fortalt og udvekslet erfaringer.
Kl. 16.30 kørte vi ned til byen. Vi havde 2 af de ældste damer med. De blev sat af nede i byen og der stod der en mand og fortalte at hans kone havde bedt ham om at vise os, hvor vi kunne få noget benzin. Nogle af os ville gerne en tur på markedet og andre skulle finde noget benzin at fylde på bilen. Vi opdagede, at det kun var et grøntsagsmarked og så havde vi ikke så meget lyst til, at gå rundt der. Den ældre mand talte i telefon hele tiden (han havde en til hver hånd). Han fortalte, vi kunne få benzin ved grænsen, inden vi kørte ind i Malawi. Vi spurgte, om vi skulle have pas med, nej, nej, nej, for det var på denne side af grænsen.
Vi kørte mod grænsen til Malawi, det viste sig, at vi skulle ind i Malawi for at få benzinen. Chaufføren og vores ”hjælper” gik ind og talte med embedsmændene og forklarede, at vi bare skulle hente benzin og så tilbage igen. En embedsmand kom ud og forklarede, at han blot skulle have alle navne på dem, som var i bilen skrevet på et stykke papir. Det fik han og så kørte vi.
Da vi kom til Malawigrænsen kunne kun dem, som var Zambianer komme ind i landet. Jennifer’s søster var også med og hun har Canadisk pas, så vi 4 stod af, medens resten kørte videre. Vi skulle blive siddende udenfor. Da var kl. ca. 17. Kl. 18.25 kom de tilbage. For det første havde de måttet køre 25 km for at hente benzin og for det andet havde den ældre herre mere travlt med alle mulige andre ting end at hjælpe os med at få benzin.
Vi kørte tilbage til Immigration ved Zambia grænsen. Nu kunne vi sandelig ikke komme tilbage til Zambia. Vi havde ingen pas eller papirer. Vi gik med ind bagved og viste embedsmanden (han var i civil påklædning) det papir vi havde afleveret, men det var sandelig ikke nok. Efter ca. 15 min kom en anden mand i uniform og efter yderligere 5 min. fik vi lov til at gå. Vi fik afleveret den ældre mand.
Vel tilbage på lodgen fik vi kylling i karry med ris og lidt grøntsager. Vi er ved at være i god form til at stå tidlig op og tidlig i seng.
Mandag morgen op kl. 5.30. Vi fik røræg, bacon, tomat, rugflakes, banan og lidt marmelade. Vi skulle have kørt kl. 6.30, men vores chauffør (Emanuel)kom ikke. Han kom først kl. 7.30. Det var ikke så godt, for vi havde et stramt program foran os.
Lidt udenfor Chipata drejede vi af mod dagens mål, det var en grus/jordvej MED huller. 60 km ud og det samme hjem. Det tog 1 time og 45 min at komme til Chadiza. Der var den fordel, at vi brugte ikke så meget benzin. Første stop var besøg hos ”amtmanden” (District Commissionar) for området. Han var meget glad for at hilse på os.
Næste stop var besøg på skolen. Det var godt nok et meget fattigt indtryk, vi fik her. Gulvet bestod af nogle løse mursten 15x10x5. Synnøve var ved at falde flere gange. Der var 4 klasseværelser, men kun et i brug, de andre var de ved at bringe i orden. Der var nogle af eleverne, der sad udenfor i nogle små ”carporte”, som bestod af grene, som var gravet ned i jorden og de bar et stråtag, under det stod nogle skoleborde, som var fremstillet af lokale håndværkere. Vi så deres skolehave, hvor de dyrkede spinat og græskar, bladene fra græskarrene brugte de også som spinat. Deres største problem herude var, at de ikke havde en pumpe med vand, men måtte hente vandet ved en sø, som bestemt ikke var ren. Efter en autograf i skoleinspektørens gæstebog, skulle vi videre.

På vejen til Chadiza mødte vi mange forskellige transporter på cykler, som var på vej til markedet i Chipata

I Chadiza "så vi" nogle af vores skoleborde, det er dem, der står her under "dugen"

Synnøve er ved at sætte dannebrogsflag i panden på skolebørnene

Der var ikke plads nok i skolebygningen, så der var opført et lille stråtag ved siden af skolen og det blev så benyttet til undervisning

Vi blev inviteret på frokost, det var lækker mad, men det skulle indtages med fingrene på afrikansk maner.

Synnøve er på marked, her er hun ved at købe rødløg


Efter skolen blev vi kørt tilbage til Chadiza. Her blev vi modtaget med sang og dans. Kl. var nu blevet 12. Vi blev vist ind i en lille hytte, hvor der sad nogle mænd og lidt efter lidt kom en del af kvinderne også ind. De satte sig på gulvet (som var dækket med nogle fine måtter), mændene på nogle hjemmelavede skamler, to af de ældste kvinder sad også på skamler. Nu havde vi 1½ times snak frem og tilbage. De spurgte os, om vi kunne lide ugali (det hedder det på Swahili, i Zambia hedder det mshima) og det kan vi, det blev de meget glade for at høre. Mshima er en meget stiv majsgrød, som man spiser i stedet for kartofler. Den skal helst spises med fingrene, da det eneste, vi fik udleveret, var en tallerken, var der kun en måde for os, at få mad på, det var ved at følge den lokale skik. Der var noget snittet kogt grøntsagsnoget (måske græskarblade) samt en kogt kylling, den smagte godt, men den var så sej, som en gammel suppehøne.
Inden vi spiste, gik der en gammel dame rundt med et vandfad og en kande med vand, hvor vi ”vaskede” fingre inden vi spiste, da vi var færdige, kom hun rundt med fad og kande igen. Der er ingen håndklæde, fingrene lufttørrede vi, inden vi begynder at spise. Vi har spist på den måde flere gange og det er egentlig imponerende, at vi ikke har haft dårlig mave en eneste gang.
Vi skulle have set en hel del mere, men der var ikke mere tid. Hjem ad den hullede vej. Det var en hård dag.
Vi skulle lige et smut ind i supermarkedet, for at handle ind til turen hjem i morgen.
Tirsdag morgen op kl. 4.50, men jeg havde taget fejl af tiden, så da vi vågnede kl. 5.23 og Synnøve i det samme bankede på døren, var der to som fik travlt. Vi kørte kl. 6.15 et kvarter forsinket.
Vi var tilbage i Lusaka kl. 14. Lodgen havde lejet vores værelser ud, så Jennifer måtte tale med store bogstaver. Vi fik vores værelser kl. 18.

I morgen går det hjemad.