Familien Karlbys ferie i Tanzania 2009

Her en lille dagbog om vores safaritur og "slappe af" ferie i Zanzibar. Nogle af jer har hørt fra Vibeke, hvordan vi kom af sted med forhindringer. For at alle kender historien, vil nogle af jer få historien igen.

Vi kom til København kl. 4 om morgenen lørdag den 7. februar 2009 og fik ”checked in”. Vi gik rundt og hyggede os, indtil vi blev kaldt ud. Da vi så var ombord i flyet og Vibeke sad i sædet, kom en ung mand ned i flyet og spurgte, om han måtte se Vibekes pas igen. Han konstaterede, at der kun var 5 måneder til det løb ud, så han påstod at flyselskabet ville få en bøde, hvis de bragte Vibeke ind i Tanzania. Det hjalp ikke, at jeg sagde, at det var den danske konsul i Arusha, der havde arrangeret vores tur, så han behøvede ikke at være bekymret, alt ville blive ordnet i Kilimanjaro, hvis der var problemer, når vi ankom. Da det var mig, der havde arrangeret turen, blev vi lynhurtigt enige om, at jeg blev på flyet og Vibeke stod af, så slap de også for at holde flyet tilbage, mens de fandt vores bagage. En af stewardesserne kom og beroligede mig med, at nu skulle Vibeke blot ned til politiet i afgangshallen og have sit pas forlænget og så kunne hun komme med det næste KLM-fly til Amsterdam, som gik om 2 time. Det var jo meget beroligende, det betød, at hun kunne indhente os i Amsterdam, hvor vi skulle være i godt 3 timer. Men jeg begyndte alligevel at lave nye planer i hovedet, det blev både til plan a, b og c. Desværre viste det sig, at det værst tænkelige skete. For det var jo starten på vinterferien i Danmark, så der var ikke et eneste ledigt sæde ud af Danmark den weekend. De havde både forsøgt at få hende ud via Paris, London og selvfølgelig Amsterdam. Men der var ikke noget at gøre, hun måtte blive i København. Nu er det så heldigt, at vi har en nøgle til Lone og Troels’s hus i Husum, så der tog Vibeke hen. Hun var så sur, at hun skulle have noget at tage sig til, så hun gjorde hele ”hytten” ren.

Så mandag morgen, 2 dage efter at vi andre havde forladt Danmark, sad Vibeke så igen i et fly på vej ned til os.

Hvad skete der så i den anden ende? Jeg havde heldigvis besluttet at leje 3 biler, selv om vi sagtens kunne have været i 2, der er faktisk plads til 6 i hver bil og vi var 7 voksne, 4 store børn og Viggo. Jeg besluttede så, at om søndagen tog vi alle på safari i Arusha National parken efter planen. Men det var det ikke slut med problemerne endnu, for da vi kom til hotellet lørdag aften, manglede Lone og Troels en taske, med undertøj, ladere til fotoapparater og andre småting.

Frokost i Arusha Nationalparken

Sorthvide Colobus aber i Arusha Nationalparken

Da vi var færdige lidt over middag om søndagen med safarien i Arusha NP, blev alle børn og børnebørn fordelt i de 2 af bilerne, hvorefter jeg blev tilbage med den sidste ”driver”. Jeg havde set et skilt med en vejviser til en ”Snake and Reptile park”, der kørte vi ind for at se, om det var værd at besøge om mandagen, mens vi ventede på Vibeke. Inden vi kørte tilbage til Arusha, kørte Melkiory og jeg en tur i lufthavnen og efter lidt parlamenteren og fremvisning af bagagemærker fik jeg Lone og Troels's taske, så denne gang var vi altså heldige. Der havde været en hel del forvirring i lufthavnen da vi ankom, idet lyset gik ud et par gange, første gang var alt lys i lufthavnen slukket i flere minutter.

De andre blev fra Arusha NP. sendt videre til Tarangire, hvor vi skulle bo i 2 nætter, der viste sig at være mange dyr at se på og da der også var en svømmepøl, syntes børnene, at det var verdens bedste ferie. Lone sendte en sms og spurgte ”Hvad gør man, når der kommer en abe ind i teltet? Jeg skrev tilbage, at man husker at lukke sit telt. Til dem der kender Tarangire boede de i teltcampen. Lone sagde, at teltet havde været lukket, men der var en åbning på ca. 3 cm under lynlåsen, der ikke kunne lukkes og der havde aben presset hovedet igennem og skubbet lynlåsen op. Så de havde derfor placeret en tung taske foran hullet og så havde de fået fred.

Jeg blev på L’Oasiss i Arusha og ventede på Vibeke, Mandagen blev brugt til at køre til Arusha for at hæve lokale penge, købe vand til turen og bleer til Viggo. Bleer fylder så meget, at vi havde fået Geert, den danske konsul, til at købe to pakker, som vi fik ved ankomsten, det er ikke fordi bleer vejer ret meget, men de fylder.

I øvrigt fortalte Geert, at det var noget værre pjat, tanzanianerne vil så gerne have turister til landet, at han bragte mange ind, som kun havde 3 måneder tilbage på deres pas, når man blot havde en returbillet, så var de glade hernede, men det hjalp os ikke ret meget nu.

Melkiory, vores driver og jeg kørte rundt og da vi skulle have frokost forslog Melkior (som vi kalder ham), at vi kunne spise på en restaurant i byen. Jeg spurgte, om han ikke hellere ville vise mig et sted, hvor han ville spise, hvis han var alene. Der kørte han så hen, det blev noget af  en oplevelse, vi bestilte fisk og ris. Der var hverken kniv eller gaffel, så vi vaskede hænder under en hane, der var sat på en dunk vand og lufttørrede fingrene, hvorefter vi brugte dem til at spise med. Jeg skævede til ham og så gjorde jeg, som ham. Maden smagte himmelsk. Fisken var en lokal fisk fra Viktoriasøen, Jeg har aldrig, hverken set eller smagt sådan en før, den var grillet og vi spiste skindet med. Som tilbehør var der hvide bønner og en kogt ”salat” lavet af casavablade.

Da vi var færdige med vores indkøb, kørte vi ud til "Snake Parken", det var på vej mod lufthavnen. Der var ikke noget at råbe hurra for, men vi fik da en time til at gå. Den dreng, som viste os rundt, havde en lektie han kunne uden ad, som han bare lirede af, mens han kikkede tomt ud i luften, da vi stillede ham et par spørgsmål, kunne han ikke svarer. Kl. 16 kørte vi ud til lufthavnen. Vi gik ind på en lille restaurant, hvor personalet ovre fra lufthavnen kom og spiste. Jeg fik en øl, mens Melkior kørte hen til en servicestation ved lufthavnen og vaskede bilen. Da han kom tilbage, spurgte vi, hvad de servede som aftensmad, vi kunne vælge mellem fisk eller kylling. Vi blev enige, om at vi ville have kylling, da det havde stået på fisk om middagen. Melkior spurgte, om han kunne få Ugali, som er en varm majsbolle, det havde de ikke, så vi bestilte ris. Lidt efter kom servetricen og sagde, at de ikke havde mere ris. Da jeg havde set Ugali på en af de andre gæsters tallerken, spurgte jeg, om vi kunne få Ugali, det kunne vi lige pludselig godt. Melkior blev overrasket over, at jeg ville spise Ugali.

Endelig kl. 20.35 landede Vibekes fly, vi var tilbage på L’Oasis kl. ca. 22, hvor vi fik en øl og lidt ”snacks”, inden vi glade gik i seng. Det jeg kalder "snacks" var  en "salat" med blæksprutter i en meget "hot" marinade.

Næste morgen var det tidligt op og så skulle vi indhente de andre ved Lake Manyara. Vi kom først, efter en lille ½ time var vi alle forenede. I Manyara var der for en gang skyld ikke ret meget at se på. Da vi nærmede os Serengeti, fortalte driverne, at dyrene var forvirrede, fordi regnen ikke var kommet, som den plejede så dyrene var slet ikke gået ind i Serengeti, som de burde være på denne tid af året, de stod alle nede syd for parken. Det betød, at vi kunne køre uden for vejene for at finde dem. Igen fik vi en ekstra oplevelse idet den ene bil punkterede, så blev bilerne kørt sammen i en trekant og så blev der skiftet hjul.

Syke's Monkey også kaldet Blue Monkey Cikaden fandt vi i et træ ved Lake Manyara
Dik-dik antiloper, de er på størrelse med en Foxterrier Dovne løver
Elandantilopen er Afrikas største antilope Ved flodheste poolen
Garaffer (Her i Tanzania findes kun Masaigiraffer, læg mærke til mønstret) Formering af Hyæner, det gik børnebørnene meget op i.

Det nåede at blive en spændende tur i alle parkerne, vi så både 2 leoparder, 2 geparder, der gik rundt om bilerne, løver, næsehorn, elefanter og mange forskellige antiloper, samt alle 4 abe arter, der findes i det område, vi har kørt rundt i. Mod slutningen begyndte børnene at kede sig.

Der er andet end store dyr i Afrika, her er det en gråhovedet Isfugl Den store oplevelse var selvfølgelig, at vi fandt en leopard. Vibeke og Henning har været på safari 5 gange og det er kun lykkedes 2 gange at se en.
Marekatte Max på fotosafari ved Serengeti gaten
Max og Mette ved de udstillede kranier Hele familien på kanten af Ngorongoro krateret
"Pumpa" i den frie natur Punktering på Serengeti
Japhet = Viggos nye ven Redbucks ved deres vandhul
Topier Bøfler
Elefant Næsehornet

Så nu er vi endelig i Zanzibar, i dag har vi været på bytur og i eftermiddag har vi været på Prison Island og se på kæmpeskildpadder.

Her er vi en tur i slagterbutikken Ved det gamle slavemarked er der et mindesmærke for slaverne
Turen til Prison Island forgår med en lille lokal fiskerbåd med påhængsmotor På Prison Island fik børnene udleveret foder til skildpadderne, det var lige noget for Lisbet

Vi er nu blevet bosat i Paje helt ude på kanten af det Indiske Ocean. Det er lavvande hen på eftermiddagen. Så det er perfekt til børnene at bade i. Vores største problem er Lisbet, hvis ikke vi holder godt øje med hende, er hun 1 km ude i løbet af et øjeblik. Der sker ikke så meget ved det for selv 1 km ude, er vandet kun 50 cm dybt, men hvis der sker noget, tager det for lang tid at komme hende til hjælp, så vi forsøger at holde hende nogenlunde tæt ved kysten, når hun er alene derude.

På vejen her ud til Paje var vi i Jozani forest, Jozani er en sumpregnskov, hvor de store træer er mahognitræer. Vi fik en guided tur rundt i regnskoven, hvor vi fik vist landkrabberne nede i deres huller, vi så bitte små frøer (1-2 cm store), samt en masse forskellige træer og buske, som blev brugt som medicin af de lokale ”troldmænd”. Efter turen rundt i skoven gik vi op i deres lille restaurant og bestilte noget frokost, som så kunne være klar, når vi var færdige med at kikke på aber og havde været nede i mangrovesumpen. Der er en sjælden abeart her på Zanzibar. På engelsk hedder de ”Red Colobus”, i danske bøger kaldes de Røde Guereza aber. De findes kun i Zanzibar og desuden findes der en lille koloni af en tilsvarende art i et lille regnskovsområde i Congo.

Problemer opstod der også. Viggo har problemer med varmen, så turen i skoven var ikke rigtigt noget for ham, jeg fandt en taxa ude i ”middle of nowhere”, som vi kunne få til at køre direkte til hotellet, mens vi andre gik en tur og så på aber. Vi måtte søge ly i en negerhytte, fordi vi pludselig fik et hurtigt tropisk regnskyl.

Vi har tidligere været i Jozani forest, men det er første gang, vi har set de små frøer Vi så også de store landsnegle, dem har vi også tidligere kun set, som døde skaller
Røde Colobus aber i Jozani Forest Tre generationer på tur i Jozani mangroven nede i Pete Bay
Max og Klara på vandretur på mangroverødderne Frokost i Jozani Forest

Da vi havde været nede i mangroven og børnene havde fået fløjter af de blomsterstande, som mangrovefrøene falder ud af, gik vi tilbage til informationen og restauranten og fik frokost inden turen gik videre til et sted, som hedder Zala Park. Det er en skolelærer, som samler på lokale dyr, som han viser til skolebørn på Zanzibar. Navnet Zala Park har han opfundet, det står for ZAnzibar Land Animals. Han forsøger, at lære børnene i Zanzibar, at beskytte naturen og samtidig forsøger han at mane noget af overtroen i jorden. Der er f.eks. et stort firben, hvor overtroen siger, at hvis man bliver bidt af sådan et, skal man gå i seng med sin søster inden for 24 timer ellers dør man. Der er bare det ved det, at firbenet slet ikke har nogen tænder. Det lever af frugt og er meget sky. Til at spise frugt med, har det nogle benplader i ganen, som den maser frugten med. Der er andre tilsvarende historier, som han forsøger at mane i jorden. Han er meget pædagogisk, både børn og voksne i vores ”party” fik lov til at røre ved slanger og bl.a. også det firben, som er nævnt herover. Der er ikke noget lille firben, det er ca. 50 cm langt og hovedet er ca. 5 cm bredt.

En frø i et træ i Zala park Sumpskilpadden var gået på land for at lægge æg, den fik børnene lov at røre
Slangerne kom også op til børnene Lisbet kunne ikke få nok af slanger
Klara var oppe på de store trærødder Zanzibar Suni er også et af de dyr, der bliver passet godt på i Zala park

Tirsdag svømmede jeg langt ud med Mette, Lisbet, Max og Nete. Vi var ca. 1 km ude på faldende vand, så vi kunne vade ind, da vi ikke gad mere. Vi var inde ved middagstid. Det havde givet Bjørn blod på tanden, så efter middagen tog han ud sammen med sine piger. Men da det var på stigende vand, begyndte vi sidst på eftermiddagen at blive urolige, fordi jeg havde glemt at fortælle ham, at vandet kan stige 1,5 m på en time og så vidste jeg fra omformiddagen, at hvis Lisbet syntes, at vandet er for dybt, kan der let gå panik i hende. Ved 17 tiden, da jeg syntes, at vandet steg lidt for hurtigt, besluttede jeg at se, om jeg kunne finde en lille båd, jeg kunne leje, så jeg kunne komme ud og fortælle dem, at nu var det sidste øjeblik at komme hjem. Der var ingen båd at leje, men jeg traf en tysker. Han hed Claus, som skulle til at sætte sin katamaran i vandet. Han fik fat i en kikkert og kunne næsten ikke se dem, så langt var de ude. Jeg hjalp så med at få båden i vandet, hvorefter vi sejlede ud mod revet. Da vi kom der ud, fiskede vi pigerne op og sejlede mod land, Bjørn ville gerne svømme hjem. Det var heller ikke noget problem for ham, men jeg havde været nervøs for, hvad der kunne ske, hvis der pludselig gik panik i to små piger. Vi kom godt ind og Bjørn kom svømmende lidt efter.

Først ville Klara ikke ud i det salte vand, men Viggo var en magnet, som ikke kunne modstås, så resultatet var at Klara også badede, så snart det var muligt Det blev til mange badeture, for både voksne og børn
Der var også andre end menneskene, som var glade for vandet Det hændte også, at menneskene stod tidligt op og så den flotte solopgang over det Indiske Ocean

Vi får en masse lækkert mad. Mette vil godt  prøve lidt forskelligt, men Lisbet vil helst blot havde fiskefilet og pommefritter til hvert måltid. Max og Klara er næste altædende, bare der er godt med krydderier på maden, det samme gælder Viggo, Hvis han fik lov at vælge frit, så spiste han kun pølser dyppet i krydderier, men kylling var også godt.

I dag onsdag, har vi så alle været ude ved revet for at snorkle og kikke på fisk og koraller. Det startede, som noget af en prøvelse, for Viggo ville ikke være oppe i båden, han ville ud i vandet hele tiden. Så indtil båden begyndte at sejle, sad Troels og dyppede ham ud over rælingen. Båden vi skulle sejle med tilhørte Claus, tyskeren, som havde hjulpet mig i går. Båden var en gammel Dhow, det har regnet og tordnet meget i nat, så da vi skulle af sted kl. 10, var det stadig meget overskyet og ingen vind til at hejse sejl på. Nå, - Claus havde en lille påhængsmotor, som blev sat i vandet og så gik det ganske langsom ud mod revet. Han fandt en ankerplads lidt fra revet, hvor der var mange stor undersøiske koralklipper, og derfor også en hel del fisk. Så hoppede vi i vandet på skift og nogen dyppede Viggo, så alle var glade, da vi havde svømmet rundt knapt 2 timer, hoppede vi ombord igen, hvorefter turen gik tilbage mod land, hvortil vi ankom, så vi var tilbage ved vores hotel kl. 12.30. Vi bestilte frokost i restauranten og gik op og blev skyllet og klædt om, inden vi igen gik over i restauranten og fik frokost.
Så satte vi os ned på strande i skyggen og skrev denne lille beretning, mens Lisbet ligger nede i havet og nyder det. De andre børnebørn farer rundt i området og virker, som om de bare har det vidunderligt.
Torsdag havde nogle af os besluttet at vi ville en tur ind til Zanzibar by for at udfolde "shopping genet". De skulle egentlig have været alle undtagen Lone, Troels og Viggo. Men Bjørn havde "ligget  forkert" om natten så han ville hellere blive på hotellet og pleje sin ryg, så vi var 8 der skulle med taxaen. Den var bestilt til kl. 9, men den var ikke ved Receptionen, da vi kom derned. Da klokken var 9.15 tog jeg fat i receptionisten, som havde bestilt den dagen før og spurgte, hvor den blev af. Han ringede en hel masse og sagde så at den kom om 5 minutter. Da der var gået 10 min. og den endnu ikke var kommet sagde jeg til ham at vi sænkede den aftalte pris med 1.000 TSh. for hvert minut han blev yderligere forsinket. Vi havde aftalt en pris på 80.000 TSh. for turen ind og tilbage. Nå endelig kom han, og kl. 9.30 startede vi mod byen. Vi ankom til  Restaurant Mercury (Freddy Mercury "Queen" er født i Zanzibar) klokken ca. 10.45, turen kan normalt gøres på en time, men vi kom til et vejarbejde, så vi måtte køre en omvej. Efter vi ankom til Mercury sagde Vibeke, Bjørns piger og jeg farvel til Nete og Co. hvorefter vi gik på indkøb hver for sig. Vi havde oprindeligt aftalt, at vi skulle fra Zanzibar by igen kl. 14, men pga. den sene afgang fra Ndame, fortalte vi taxachaufføren, at vi først ville tilbage kl. 14.30.

Mette på indkøb, men hatten her ville hun alligevel ikke have med hjem Vi fik frokost på Archipelago, med udsigt over havnen og havneparken
Nete, John og Co. dukkede også op på Archipelago Havneparken er de ved at renovere og forny

Vi skulle købe et Næsehorn i ibenholt til Lone og Troels og desuden havde pigerne nogle penge som  "brændte i lommerne". Bjørn havde forsynet dem med 50.000 TSh. som de selv måtte bestemme hvad de ville bruge til. Det lykkedes os at få dem talt fra at købe noget kineserkram, og i stedet købe noget af de lokale ting. Der blev så købt forskellige Masaismykker, kangaer, Mette købte også en kjole og desuden skulle der også købes gave til deres mor, Kirsten, og til storesøster Pernille. Farmor og Farfar ved jo lidt om at handle her nede så de fik stort set alt hvad de købte til det halve af hvad de forretningsdrivende forlangte som udgangspris. Det hjalp selvfølgelig lidt at der stod et par børn med store øjne og gerne ville have tingene, de fik selvfølgelig også lov til selv at betale hver gang. Da vi så skulle have frokost så gik vi på restaurant, men der var ikke noget, vi kunne byde børnebørnene og der var heller ikke noget Vibeke og jeg havde løst til så vi gik igen, den næste vi fandt var  en lille restaurant Vibeke og jeg kendte fra tidligere, det er en restaurant på 1. sal med udsigt over havnen, de har ingen spiritus tilladelse, så man kan kun få sodavand og vand. Vibeke fik en fiskeret med kogebananer. Lisbet og jeg fik grillet fisk med spinat og ris og chilli, dvs. Lisbets var uden chilli. Mette fik kylling i "kokosnøddetomatsovs" og ris kogt med krydderier og rosiner.

Da vi sad og ventede på vores mad dukkede Nete og Co. op, når man tænker på hvor mange restauranter der er i Zanzibar by var det lidt sjovt at de også kom op hvor vi var.

Vi  fortsatte vores indkøbsturne, vi havde set et Næsehorn i Ibenholdt, vi regnede med passede til Lone og Troels. Det havde været i en mindre god forfatning så vi havde aftalt at det skulle laves i stand. Da vi kom tilbage til forretningen var det klar. Han vidste godt at vi havde været langt omkring og at han havde det Næsehorn, vi ville have. Hans udgangspris var 150.000 TSh., jeg havde egentlig regnet med at han skulle ned på 75.000, så jeg begyndte på 50.000 TSh. så var niveauet lagt, men han var sej, så vi endte på den pris  Lone og Troels havde sagt, de ville give for træskærerarbejdet, nemlig 100.000 TSh. Bjørn ville gerne have en Masai-vandrestok. Jeg så en som var væsentligt flottere end de fleste andre, han ville have 32.000 for den, jeg var ikke særligt interesseret i  at slæbe på den, så jeg bød ham 10.000 TSh. og for at komme lidt efter ham steg jeg langsomt til 15.000 TSh. hvorefter jeg regnede med at jeg fik fred, men han fulgte os ned ad gaden og pludselig stod Lisbet og jeg med en Masaistok til 15.000 TSh. Den passede Lisbet på som en ørn resten af turen indtil hun kunne aflevere den til hendes far hjemme på hotellet.

Da vi var færdige med at handle vandrede vi ned til Restaurant Mercury, hvor vi havde beslutte vi ville have en Icecreme, inden vi tog taxaen tilbage til Paje. Vi vækkede chaufføren, som sad og sov i taxaen under et stort "Stuefigentræ", og fortalte at vi gik på Mercury og fik is, når vi havde spist det, kørte vi hjem. Da vi kom ind på Mercury, sad Nete og Co. der og spiste is, så denne gang var de kommet først.

Kl. 14.45 gik turen så tilbage til Paje, hvor chaufføren fik sine 80.000 TSh. og efter en kort omklædning mødtes vi alle ned i havet.

Da vi sad og spiste til aften, skulle Mette på toilet, så hun fik nøglen til deres bungalow, hvor hun gik ned for at forrette sin nødtørft. Hun kom farende tilbage, og var lidt underlig, så fik vi at vide at mens hun sad på toilettet, var der kommet en rotte op af det ene gulvafløb, da hun så skreg, var den faret ned og forsvundet i det andet gulvafløb. Vi gik ned i bungalowen med Jan (ejeren) som havde bevæbnet sig med en trækølle og tre masaier. men efter en gennemsøgning af huset fandt vi ingen rotte. Bjørn og pigerne gik i seng med en formaning om at de skulle huske at lukke døren til badeværelset om natten.

Fredag har været en stille dag. Vibeke og jeg har besøgt den Danske Højskole i Zanzibar, som ligger lige over for Ndame. Vi fik at vide, at indtil man fik bygget egne bygninger havde man faktisk boet til leje hos Ndame, dvs. på det hotel, hvor vi bor nu.

Efter vi havde besøgt højskolen gik Vibeke, Bjørn, Mette, Lisbet og jeg en tur op i Paje by. Vi gik bl.a. hen i skolen der var en klasse hvor der manglede en lærer så der fik pigerne sig maset ind, så de rigtigt kunne se en skoleklasse. Men i naboklassen kunne de høre at der forgik noget specielt, så lærerinden der fik problemer med at styre eleverne, de ville ud at se de hvide børn, så jeg måtte bede vores "gæster" om at komme ud, så der kunne blive fred på skolen igen.

Da vi kom op til hovedvejen sad der nogle unge mennesker og solgte forskellige ting bl.a. kokosnødder. De spurgte om vi ville have kokosnødder, jeg sagde nej tak, og dog hvis de havde en "grøn kokosnød" ville jeg gerne have en. Så blev det en parlamenteren og der kom flere unge mennesker til.  En af dem fik så et stykke kokostov, som han fremstillede en stor løkke af. En fod i hver ende af løkken og så gled han til vejrs i palmen. Han hentede mange nødder ned, vi ville bare have haft en enkelt, men det endte med at vi fik 3, og ham der var kravlet op fik en skilling ekstra fordi pigerne havde set, hvordan det foregik.

Lisbet i Paje, hun skal helst klappe alt, men her blev hun sat på plads, koen skubbede hende væk Klargøring til at entre op i palmen
På vej til vejrs Mdafuerne tilberedes (Mdafu = grøn kokusnød)

Om eftermiddagen gik turen så til de klippehulen med den underjordiske flod, som Vibeke og jeg blev vist i 2007, da vi var hernede.

Efter turen langs stranden gik det gemmen bushen til klippehulen Det var et spændende sted, man kan godt bade der, men det havde vi ikke tid til
Hulen lå nærmest gemt i en skov Der er efter sigende huler, man kan dykke ind i

Vi havde lidt travl med at komme hjem fra de  underjordiske huler, for vi havde bestilt en tidlig festmiddag, med lobster, seaafood og champagne, samt hvid- og rødvin. Det blev en værdi afslutning på en rigtig god tur.

Afslutningsfesten med alt godt fra havet

Lørdag er hjemrejsedag. På vejen til lufthavnen var vi først omkring Mtoni Marine, hvor vi fik frokost, derpå gik turen til Bububu, hvor vi så krydderier inden turen  sluttede med check in i lufthavnen i Zanzibar. Turen går via Dar es Salaam, Amsterdam, og endelig Hamborg eller København.

Max blev dårlig den sidste dag, så han fik ikke set ret meget til krydderierne, det havde han ellers glædet sig til, men vi har fået en sms fra Nete, at han havde det bedre, da de kom til Dar. Der havde han fået lidt at spise. Ellers er turen til Danmark forløbet fint.

"De gamle" alene tilbage på Zanzibar

Her følger så historien efter at børnene er rejst hjem. Fra lufthavnen fik vi rejseselskabets bus til at køre os ind til vores veninde Bente Said inde ved Lumumba College. Vi sad og drøftede lidt det projekt, vi har sammen, hvor vi vil forsøge at hjælpe småindustrien her i Zanzibar til at få en eksport i gang til Skandinavien. Vi lavede en liste med mulige emner, som jeg skal arbejde videre med, når vi kommer hjem. Vi skulle så ud i "Bentes hytter", som faktisk ikke er Bentes, men nogle hun har opsyn med for en familie, som bor i Danmark. Da vi havde sovet der en nat, gav vi allerede op. Dvs. søndag morgen overgav vi os og blev enige om, at vi var blevet for gamle til at leve under de betingelser. Den fan, der var i loftet, gav ingen luft, den kunne kun lige få myggenettet over sengen til at blafre. Der var ingen vand, så vi blev vaskede ved at anvende vandet i nogle tønder og så hælde det over hinanden med et litermål. Der var store huller i det moskitonet, som er foran vinduerne, så når vi ikke kan sove pga. varme og der samtidig er mange myg i hytten, hver gang man kravler ud under nettet, så gav vi altså op. Da vi  kørte ud til Bente med nøglerne, sagde hun, at vi ikke var de første, som var flygtet derfra i år.

Det bedste vi har fået, er, at vi har lånt (lejet) en Toyota RAV4 med automatgear af Sulimans datter. Hun er flyttet tilbage til Zanzibar efter i mange år at have været bosat i London. Men hun syntes, at der er så meget kriminalitet i London, at hun ikke havde lyst til, at hendes nu 7-årige søn skulle vokse op i så usikkert et miljø. Suliman er Bentes mand, Suliman Said.

Bente er meget glad for, at steddatteren er kommet til Zanzibar, for så får hun lidt hjælp til at passe Suliman. Han kan ikke klare sig selv efter sin hjerneblødning, men Bente havde været heldig, en dag hun kom forbi hospitalet, havde de netop havde fået nogle rollatore, en af dem har hun fået til "Suli".

Vi brugte søndag formiddag ude ved hytterne til at få skyllet noget tøj op og få det tørret. Man kan kun tørre tøj i solen, luftfugtigheden er så høj at det er muligt at tørre tøj i skyggen, hvis man kan finde et sted med meget blæst, hvilket stort set kun findes på østkysten fra over middag.

Vi kørte derpå ned til en restaurant ved havnen, hvor vi før har fået nogle lækre Samosas. For det første var der kaos på havnen, om søndagen sejler  der mange flere hurtigbåde mellem Dar es Salaam og Zanzibar end til daglig. Ovre i hovedlandet er det efterhånden muligt at få en løn, som er 4 - 5 gange højere end den man kan få i Zanzibar, med de samme kvalifikationer, så der er rigtig mange Zanzibaries, som arbejder derover og kun er hjemme i weekenderne.

De samosas de serverede i år var rigtigt dårlige, så vi skal ud at lede efter et nyt sted at spise samosas. Jeg fik kylling i kokossovs, den var til gengæld god.

Mens vi sad oppe på restauranten og kikkede ned på gaden blev vi vidner til at fantastisk "skuespil". Der var en fiskerbbåd som var kommet ind med nattens fangst. De hyrede en hel masse folk til at bære fisk i land og aflevere den ved en "pick up". Fra Pick up'en blev fiskene solgt i store mængder inden bilen med alle fiskene forsvandt i mylderet med resten af fiskene, som faktisk var er ret stor produktion.

Søndag var vaskedag Krager betragtes mest som skadedyr hernede, de kan også være temmelig nærgående over for bl.a. kvæget
Vi fik besøg af en lille sangfugl, som sang kønt, mens vi fik vasket tøj Her bæres fisk i land
Nogen var heldige at få frisk og billig mad med hjem den søndag I buskene ved "Bentes hytter" fik vi også besøg af solfugle
Besøg hos min gamle studerende Ramadhan Bakaria Udsigten var dejlig, men frokosten er næsten det dårligste, vi har fået på hele denne tur

Da vi havde spist navigerede, vi bilen igennem mylderet og kørte derpå ud til min gamle studerende, som hedder Ramadhan, kaldet "Rama". Vi blev trakteret med vand og cola og fik snakket lidt om livet i Zanzibar nu til dags. Det var ham, der fortalte, at man som fuldt uddannet ingeniør får ca. 150.000 TSh. udbetalt i løn efter skat. Det svarer til ca. 600 kr. pr. måned. I Dar es Salaam kunne han med samme uddannelse få fra 6 - 800.000 TSh. pr. måned, derfor var der mange zanzibaries, som rejste væk.

Rama havde været bortrejst til Dar, mens vores børn og børnebørn var i Zanzibar, han ville ellers forfærdelig gerne have truffet dem.

Vi kørte derpå tilbage til Paje ud til Lisbeth og Jan, hvor vi spurgte, om værelset Jaguar stadig var ledigt. Det var det, men Lisbeth havde et problem for på onsdag aften, er det måske optaget. Onsdag nat var alle hytterne bookede. Så nu venter vi spændt på, om alle gæsterne dukker op, for så skal vi flytte. Da vi skal ind og møde Rama og vennerne på onsdag aften, kan det være, det er bedst, at vi bliver inde i byen om natten i stedet for at køre hjem til Paje midt om natten.

Mandag ville vi hen til Zanzibar Butterfly Center for at se det, men da vi kom derhen "regnede det skomagerdrenge", dvs. vandet stod ned i stænger. Så vi besluttede at tage på udflugt på øen. Først gik turen til fiskerlejet Chwaka, det er et fiskerleje, som ligger ved Zanzibars første og så vidt jeg ved eneste "naturpark i havet". Sjældent har vi set så meget affald på stranden, som der var der. Vi kikkede også lidt på fiskerne, som sad under et halvtag og bødede garn.

Vi fortsatte op langs kysten til Oroa, men der var intet, vi kunne genkende fra for 30 år siden tværtimod, der var lange stækninger, hvor der blot var bygget en stor mur ud mod vejen, så det var umuligt at komme ud til vandet. Det er godt vi i Danmark har beskyttet vores strande mod den slags "protektionisme".

Vi kørte tilbage til Ndame og satte bilen, hvorefter vi gik hen til "Dhow Inn", som er en restaurant lidt henne af stranden mod syd. Der har de frit Internet", hvis man er "kunde". Det er nok at købe en øl for at få password til Internettet.

Internettet her på øen er meget langsomt, men efter godt 2 timers kamp med systemet, havde jeg fået "hjemmesiden" på plads. Det havde kostet en frokost med øl til Vibeke og jeg samt en ekstra øl til at køle mig af med, hver gang jeg skulle starte min "upload" igen.

Vi hoppede igen i "baljen" inde vi skulle spise til aften, og lå på ryggen i vandet og kikkede lige op på Orion og andre stjernebilleder, som hjemme er helt nede i horisonten.

Tirsdag havde vi planlagt  en tur til Zala Park. Muhammed vil gerne vise os sit nye Natur Trail. Vi skulle også tale lidt om hans bogprojekt. Han lavede en plan for dagen, det skulle først var en vandretur på hans "trail", dernæst  skulle vi have frokost, så på kulturelt besøg i landsbyen og til sidst  skulle vi ud at sejle i kano til en ø, han kaldte "Bird Island", for at komme dertil skulle vi først vandre over 1 km igennem en skov, og derpå sejle over 2 km. i en lille udhules træstamme.

På turen på hans "spor" i bushen, ville han gerne have at jeg fotograferede træerne, deres blade og frugter så de kunne bruges i hans lærebog. Den tirsdag fik jeg taget over 600 billeder. Mange af træer og busken men også mange senere da vi var på "kanotur".

Vores frokost bestod af kingfish og ugali med en sovs med tomat, lady fingers, kartoffel og krydderier, det blev indtaget under et træ uden for Muhammeds hus. Vi spiste selvfølgelig på zanzibarisk maner med fingrene. Det vil sige først ruller man en kugle ugali, så bypper man den i skålen med sovs som alle andre også dypper i det hele kommer ind i munden, og det efterfølges så af et stykke fisk, som behandles på samme måde.

Der kom en englænder som havde "forretninger" med Muhammed, så vores kulturelle tur i landsbyen blev der ikke tid til. Da klokken var ved at være 16, sagde jeg til Muhammed at det var bedre at vi kom af sted til Fugleøen før det blev så mørkt at vi ikke kunne fotografere. Vi gik derfor afsted gennem bushen. Da vi kom ned til bugten, gav Muhammed sig til at vaske hænder arme og hoved, jeg tænkte at godt nok havde det været varmt at vandre i bushen, men så var det heller ikke værre. Så forsvandt han pludselig, så stod fiskeren og jeg tilbage og kikkede på hinanden. når efter 5 min. dukkede Muhammed op igen, efter et kort kik på ham vidste jeg godt, hvad han havde lavet for han havde jord i panden. Da fiskeren og Muhammed så begyndte at pakke deres mobiltelefoner ind i plastikposer begyndte jeg at blive urolig for mit nye fotografiapparat. Da båden begyndte at sejle og jeg kunne mærke hvordan jeg hele tiden skulle balancere i båden blev jeg endnu mere utryk ved situationen, det var godt jeg ikke på det tidspunkt vidste hvor lang vi skulle sejle.. Nå efter to timer var vi tilbage ved udgangspunktet og der eneste der var kommet til mig var at min buksebag og mine sandaler var gennemblødte, jeg fik en mængde billeder med hjem og var en spændende oplevelse rigere. Vibeke ville ikke med på turen hun havde fået ondt i ryggen at den megen vandren om formiddagen.

Henning på besøg i Muhammeds kontor i Zala Park. Bladskæremyrer, som vi så på Muhhameds "spor"
Slangerne i Zalapark er ikke i bur
Frokost med Muhammed Dette er de sidste rest af huset, hvor Muhammeds familie startede i Zanzibar
Så er jeg på kanotur i en udhulet træstamme Hejre i trætoppen på fugleøen
En anden hejre Tilbage ved udgangspunktet
Spotted Genet, den er såret lidt, fordi dem der fangede den, havde været lidt hård ved den En aften kom der akrobater til Ndame, her var et par triks, som GYS også kunne lære at lave

Vi kørte derpå tilbage til Ndame, hvor vi startede med at bestille mad, da vi kom hjem.

Onsdag var vi på bytur til Stone Town. Da løb vi for første gang ind i problemer. Jeg plejer at sige at hvis de vi se et kørekort hernede så bare vis dem et fra Legoland så er de tilfredse. Så da vi blev stoppet ved et af deres check points viste ham mit kørekort. Det kunne han sandelig ikke bruge til noget, det kunne kun anvendes i Danmark og EU, hvis det var mit kørekort skulle jeg have en køretilladelse fra et eller andet ministerium. Jeg skulle sandelig have et internationalt kørekort. Det havde jeg med men det var udløbet, jeg hev det frem da han ville til at skrive en bøde. Han kikkede på det og sagde så at en anden gang skulle jeg huske at vise politiet det først. Det er næsten 2 år over udløbsdatoen, da vi kørte videre fandt Vibeke ud af at det at det kun er gyldigt i et år kun står på dansk. I Stone Town var bl.a. inde og hilse på en fornem ældre herrer, som jeg spillede poker med i "gamle dage", han er mindst 80 år. Han hedder Wulf Dorado og i gamle dage var han offentlig anklager i Zanzibar, han har arbejdet nogle timer hver dag, med at oplære de nye unge advokater i hvor dan  man skriver moderne lovgivning, han er "bonkammerat" med præsidenten, så selv om har ikke er stor af krop, så er han stadig en stor mand i samfundet her nede. Han har det ikke så godt mere, men humøret fejler ikke noget, da vi havde sagt goddag, spurgte han, hvornår vi skulle hjem, da jeg sagde, at vi skulle hjem på lørdag, sagde han, at så kunne vi lige nå hans begravelse, den havde han bestilt til på lørdag.

Fra Dorado gik vi på shoppingtur. Vi endte nede ved Dorthe i Upendo. Upendo er et dansk projekt hvor Dorthe lærer unge piger at sy og underviser dem i hvordan man kan drive en forretning, med markedsføring, vedligeholdelse af kunder osv. Da hun sidste år havde besøg af Dronning Margrethe havde hun benyttet det som en lejlighed til at lave en WEB-shop, selv om alt var gået i orden, så viste det sig at folk som købte et enkelt stykke tøj ved hende kom til at betale ca. 3 gange prisen i moms, told og afgifter for at få varerne ind i EU/Danmark. Så nuu skal jeg hjem og se om der er en mulighed for at få varerne til Danmark i større mængder så fragt og afgifter ikke betyder så meget.

Vi fandt en lille Inderrestaurant næsten lige ved siden af Upendo, hvor der var samosas på spisekortet, de viste sig at være af den rigtige slags, de smagte fantastisk.

Besøg hos Dorthe i syskolens forretning Samosas-restaurant bag ved National Bank of Commerce
Selvmordgaden, den hedder sådan fordi trafikken, må køre i begge retninger og der er faktisk kun plads til en bil i bredden. Gaden over for Højesteret på vej hen til "vores bil"

Så endte vi turen i byen med at Vibeke købte en nederdel.

Derpå kørte vi ud til vores veninde Bente og fik en kop eftermiddagskaffe inden vi fortsatte ud til "Rama", som vi skulle ud og spise til aften sammen med. Vi var på kinesiske restaurant 4 mennesker, Rama, Sophie (hans kone), Vibeke og jeg. Sophie kan desværre kun talle swahili, så når datteren ikke er med så kan Vibeke ikke tale med hende. Det er lidt sjovt for hun er af arabisk oprindelse og skulle derfor være "rigtig" muslim, men det er hende som drikker både øl og vin mens Rama altid kun drikker Cola.

Vi startede bilen kl. 21.30 og satte næsen mod Paje, 51 km ude i natten, ad meget hullede veje og med masser af komplet mørklagte cyklister på vejene, for ikke at tale om løsgående kreaturer mv. Når der var heldigvis ikke så meget trafik som om dagen normalt tager turen godt en time når det er lyst, men vi klarede turen gennem natten på 47 min. Vi har efterhånden vænnet os til venstrekørslen.
Torsdag skrev jeg lidt på denne hjemmeside i håb om, at vi kan få den lagt op inden vi rejser hjem. Midt på formiddagen var skyerne lettet, når vi kikkede mod vest, så vi besluttede at prøve Zanzibar Butterfly Center igen. Det er et stort net, som er spændt ud over en flot have. Den er lavet for at give de lokale bønder en alternativ indtægt, fordi de røde aber i Jozani Forest, har begrænset deres indtægtsmuligheder, Jozani Forest og omgivelserne er en nationalpark. Bønderne får godt nok ca. halvdelen af indtægten fra turisterne, men det er kun et plaster på såret. Landsbyen ved Jozani hedder Pete og sommerfugle centret er bygget i Pete.

De lokale får fra 200 til 350 Tsh. pr. puppe, de kommer med til centret. Mest for sjældne pupper og mindst for de mest almindelige. Vi så et regnskab, hvor en af indsamlerne havde fået 38.000 Tsh. (ca. 160 kr.) på en måned for pupper.

Derfra kørte vi ned til Kizimkazi på sydspidsen af øen og fik frokost. Derpå gik turen igen tilbage til Ndame, hvor vi hoppede i vandet. Det var utroligt varmt i dag, men solen har også skinnet fra en skyfri himmel hele dagen. Højvandet var omkring kl. 17, det er det højeste vi har set vandet i den periode vi har været her  i år. Det er også nogle af de højeste bølger, så det var sjovt at bade.

Her ser I den daglige leder af sommerfugleparken En stor Monark
Her er sommerfulgen, som beskytter sig ved at have samme farve, som monarken, men denne er ikke giftig, det er monarken Vibeke fik også øje på en sommerfuglelarve i en af buskene
Frokost i Kizimkazi Beeater på højspændingstråd langs landevejen
Væverfugle i en koloni i en kokospalme "Grønskollingerne" ankommer til "den vilde Afrika"

I dage er der også kommet nye elever ovre på Den Danske Højskole i Zanzibar, der kom 52 stuvet sammen i to "dallaer". Dallaer er de lokale busser. På taget af dallaerne var alle rygsækkene surret fast.
Her Fredag morgen stod vi op kl. 5 og kl. 5.30 kørte vi ud i den mørke nat med kurs mod Kizimkazi en halv times kørsel væk. Jan fra Ndame havde arrangeret en "delfintur". Vi ankom til Kizimkazi, da det begyndte at blive lyst, vi hoppede i en båd sammen med to unge svenskere og så gik det ud af. Vi havde ikke sejlet ret længe før jeg så en delfin ryge ud af vandet og slå en salto over vandet. Vores bådfører havde ikke set det, da jeg gjorde ham opmærksom på hvad der skete vendte han straks båden hen i den retning og så ringede han på telefonen til de andre både så efter et øjeblik var der en båd mere på stedet. Mens vi sad og så på delfinernes spring stod solen op. Da vi havde set dem springe lidt, sejlede vi længere ud til to store flokke, og der tog vi svømmebriller og svømmefødder på og hoppede ned til delfinerne. Det var sjovt, at se dem under vandet og høre deres lyde i vandet. Vi nåede lige tilbage til Ndame til kl. 9, så vi fik morgenmad.

Vi var en tur nede at svømme inden vi gik over til Dhow Inn for at komme på Internettet og få uploaded det sidste nye inden vi skulle hjemad lørdag. Vi bestilte en øl og forsøgte at komme på nettet, som sædvanlig blev vi smidt af adskillige gange.

Der var ikke noget vi brød os om på deres menukort, og da vi havde kikket på dagens ret på Ndame og det heller ikke var noget særligt, spurgte vi om de kunne lave samosas til os, det vidste tjeneren ikke men han skulle nok spørge i køkkenet. Han kom tilbage og sagde at det kunne de godt, men det ville tage en time at tilberede. Vi sagde at det var helt i orden, med den tid det tog at arbejde med Internetforbindelsen så var vores gæt, at det passede meget godt. Der gik præcis en time så kom der tre samosas til Vibeke, så spurgte jeg, hvor mine blev af. Så forsvandt tjeneren igen og kom tilbage og sagde at de var klar om 5 min. Jeg fik så kun 2, med besked om at jeg ville få dem billigere. Vibeke havde ikke spurgt hvad de kostede, så det blev de dyreste vi fik på den tur her. Inde i byen havde vi givet 3.000 TSh. for 3 samosas, her kom de til at koste 10.000 TSh. Når 45 kr. for et måltid er jo ikke noget, man gør ret meget vrøvl over. Mine to kom til at koste 8.000 TSh.

Da vi var kommet til havs stod solen op Det blev en flot morgen
Delfinerne sprang og lavede saltoer over vandet Da vi svømmede imellem dem, kunne vi se, hvordan de parrede sig og legede uden vandet.
Jan viste rundt på Dolphin View i Kizimkazi Ved Dolphin View fik vi øje på andet end delfiner

Vi tilbragte resten af dagen med at slappe af, jeg gik en tur i landsbyen, Paje, med mit fotografiapparat, Vibeke syntes det var for varmt at gå væk fra brisen som blæste ind fra det Indiske Ocean.

Vi havde fået kokken og en af servitricerne til at sammensætte en typisk zanzibar-ret til os, som afskedsmiddag. Kl. 19 gik vi over i restauranten, vi vidste at det skulle være noget med kylling i kokosnøddesovs. Det var det også der var ris med nogle som lysebrune bønner i, desuden var der dejlig salat til. Vibeke fik Sydafrikansk rødvin til og jeg fik to kolde Safari. Til dessert fik vi Ice cream. Der er kun en enkelt pærer til at lyse værelset op med og når strømforsyningen dropper så pæren kun lige kan gløde, så gad vi ikke at pakke kufferter, det udsatte vi til næste morgen og gik i sang.

Lørdag morgen stod vi op lidt i 7, vi startede dagen med at gå i vande for sidste gang, det var højvande hvilket betød at vandet var meget køligt i forhold til dagen før, hvor solen havde skinnet på vandet i lagunen mellem revet og fastlandet. Morgenvandet var det kølige vand som var skyllet over revet i nattens løb.

Så gik vi op og spiste morgenmad, hvorpå vi pakkede kufferter. Kl. 8.45 var bilen pakket og vi var klar til at tage til byen. Vibeke kørte og ved en af politiets vejspærringer blev vi stoppet og betjenten ville se Vibekes kørekort, han fik set at vi havde Internationale kørekort og selvfølgelig fik han lov at røre ved Vibekes. Vi fortalte at vi desværre var på vej mod lufthavnen for at tage hjem til Danmark, han ønskede os godt tur og kom snart igen osv.

Inde i byen gik vi på indkøb, det gælder om at handlerne ikke opdager hvad vi er på jagt efter for så bliver varerne ca. dobbelt så dyre som hvis de føler at de prakker os noget på vi måske ikke rigtigt er interesserede i. Dvs. vi kikker på noget og midt imellem de ting man tager fat i er det man er interesseret i. Så kan vi jo heldigvis tale dansk uden at de forstår hvad der går for sig. Vi fandt ikke hvad vi søgte, for på den måde vi "arbejdede" tager det jo lidt ekstra tid. Vi fik da købt en T-shirt, men den sovende flodhest vi ville have med hjem som dørstopper fik vi ikke denne gang. Vi blev nemlig fanget af et rigtigt tropisk regnvejr, og da vi ikke ville købe paraplyer af det lokale, som pludselig havde en masse af den slags til salg for bare 25 kr. Vi blev stående i en af forretningerne i den halve time regnen varede, derpå var det tid at køre ud og hente Bente, som vi havde aftalt at spise en afskedsmiddag sammen med på Hotel Africa House, og så var der ikke mere tid til at lede efter træskærerarbejder.

Her ser I restauranten på Ndame, havet ligger bag huset Her er det så restauranten set fra havsiden
Stien fra vores hytte og hen til receptionen Værelset vi boede på de sidste dage hed Volvo, der er indgangen til højre
Landsbyen Paje set fra "byens torv" Find selv huset her på billedet til venstre
Skolebørnene flokkes om en, der deler kuglepenne ud. I Paje finder man såmænd også "næsten" ganske almindelige gråspurve

På vejen ud til Bente mødte vi Dorthe fra Upendo, som råbte fra sin bil, at hun havde afleveret en pakke til os hos Bente, som hun gerne ville have vi tog med til Danmark. Ude ved Bente kom vintertøjet op af kufferterne og Dorthes tøj ned i kufferterne. Derpå blev vintertøjet lagt i posen Dorthes tøj havde været i og så var vi rejseklare.

Frokosten på Africa House blev noget af en oplevelse, tjeneren anede ikke hvad han lavede og viste slet intet om, hvad det var for noget mad, der var på menukortet. Vi fik afgivet en bestilling, og da maden kom, måtte de have Bentes mad en ekstra gang i køkkenet for at få det på tallerkenen, vi havde bestilt. Bortset fra det så viste det sig, at maden smagte helt vildt godt.

Dhow Inn, hvor vi havde frit Wi-Fi, det ligger 300 m fra Ndame Vibeke fik sendt et par mails, inden vi gik hjem til Ndame
Vores bil parkeret ved Ndame Så er vi klar til afrejse fra Ndame, der er Jan til højre for bilen
På vejen til byen kørte vi lige ind til Sommerfuglecentret, det havde vi glemt at tage billede af den dag, vi besøgte det Landevejen på vej mod Stone town
Et af de nye markeder i Zanzibar ligger ved vejen til Paje I Stone town hænder det, at der bliver sat huse i stand, her er de i gang med at sætte stillads op ved et, som skal renoveres
Under Africa House er der en stribe souvenirs shopper Frokost på Africa House

Kl. 16 sagde vi farvel til Bente i lufthavnen og satte os til at vente på vores fly til Dar es Salaam. Vi skulle flyve med Precision Air, de viste sig ikke helt at leve op til deres navn. Flyet ankom 10 min. efter vi skulle være lettet, og vi lettede fra Zanzibar med en halv times forsinkelse. Nå, for os betød det ikke så meget, for vi skulle først flyve 6 timer senere fra Dar.

I Dar kom vi ind i check in hallen, der var 2 stole til handicappede ellers var det bare en stor tom sal. Vi satte/lagde kufferterne over til en af væggene og satte os til at vente på, at de skulle åbne chech in for KLM. Vi fik at vide, at det ville ske ca. to en halv time senere. Vibeke gik ud for at finde noget at få tiden til at gå med. Hun fandt to dåseøl og en flaske vand. Da hun ville ind til mig igen, fik hun at vide, at hun ikke måtte gå ud, det ville hun heller ikke, hun ville ind. Så kørte de hendes øl og vandflaske igennem sikkerhedscanneren, og så fik vi en "sikker" øl.

Da vi endelig havde checked in skulle vi igennem Immigration. Han var meget længe om at kontrollere vores pas, pludselig kikkede han op og sagde: "Kom I ikke sammen?", jeg svarede, at min kone var kommet 2 dage efter mig, så blev han færdig. Da han begyndte at spørge til vores ankomst, hoppede hjerte lige op i halsen på Vibeke, som hun sagde bag efter. Men jeg fik hende da med hjem.

Søndag formiddag den 1. marts ankom vi til København efter en meget lang nat, hvor vi ikke havde fået sovet ret meget. Vi tog toget til Kolding hvor Nete, John og børnene kom med vores bil, så vi var hjemme på Fyn hen på eftermiddagen.

Vibeke på indkøb Politiets check point taget med "skjult kamera"
Så venter vi på Precision Air Så skal vi staks ombord i flyet til Dar
Her er så flyet fra Precision Air Endelig på vej hjem

Dejligt at kunne sove i sin egen seng igen.

 

Turen var arrangeret i samarbejde med ScanTan Tours i Arusha.

 

Opdateret 14. februar 2011 af Henning Karlby