Vibeke og Hennings tur til Indien 2010

Her er en dagbog for vores tur til Indien.

Baggrunden for turen er, at jeg skal til Kolkota (tidligere Calcutta) for at holde et foredrag om Bloddonorerne i Danmark i forbindelse med at bloddonorerne i West Bengalen, Indien afholder et møde, hvor de inviterer bloddonorer fra hele Asien til en konference.
I den forbindelse rejser Vibeke og jeg lidt rundt i Indien, nu vi alligevel er der ude og har fået visa.
Teksten i det følgende er de rejsebreve, ve sendte hjem til venner i Danmark, mens vi vi undervejs.

Vi turde ikke stole på DSB, det betød, at vi tog bilen til København allerede dagen før flyet skulle afgå, hvorefter vi tog S-tog og Metro til lufthavnen.	Vibeke kørte så jeg havde lejlighed til at tage et billede af broen da vi kørte over.

Tirsdag 12. januar
Så sidder vi på vores værelse og nyder et glas Polsk bøffelgræs vodka og jeg får også en kop kaffe.
Det har været en hård tur.
Flyet var forsinket fra København ca. 40 min. og i Istanbul var flyet så en time forsinket. Vi ankom til New Delhi 04.37. (0.07 DK-tid.) Vi fik vores bagage og kom ud til vores chauffør. Vi fik lige vekslet lidt penge, så vi havde til dem, der skulle bære vores kufferter og hvad der ellers måtte komme.
Jeg havde set på kortet, at der var ca. 200 km til Jaipur, jeg regnede med, at det ville tage ca. 3 timer og vi skulle køre til direkte fra lufthavnen. Vores chauffør sagde imidlertid, at det ville tage omkring 6 timer. Jeg tænkte straks på dårlige veje, men nej, det var på grund af mange lastbiler og der var mange betalingsanlæg. De store lastbiler måtte ikke komme ind i byerne i dagtimerne. Det var forskelligt fra by til by, men mellem 7 og 10 skulle de være ude.
Det var også meget tåget, sigtbarhed var ind imellem ned til 50 m, så nogle gange blev hastigheden sat ned. Jeg har læst i vores bog om Indien, at man ikke ville råde folk til at leje bil og det kan jeg godt forstå. Det meste af vejen til Jaipur var der motorvej, det betød i det mindste, at man ikke havde nogle modkørende, troede vi. Mange af lastbilerne havde ikke noget lys bagtil. Hvis man vil overhale/inderhale dytter og blinker man med lyset. Man kører med langt lys hele tiden. Vores chauffør fortalte, at man skulle have 3 ting, når man kørte,
punkt 1: et godt tudehorn;
punkt 2: gode bremser;
punkt 3: en masse lykke og held.
Det kan jeg skrive under på. Der var så ca. 250 km og der var mange lastbiler hele vejen. Vi gjorde holdt midtvejs og Henning og jeg fik hver en omelet, Henning fik the og jeg fik kaffe, meeeeeen der var sukker og mælk i begge dele, så det var en hård én at sluge. Der var virkelig mange lastbiler, vi overhalede/inderhalede hele tiden i de 6 timer turen kom til at vare.

Vi stoppede ved en lille restaurant ved motorvejen, hvor vi fik lidt morgenmad, da var klokken blevet henad 10.	Der var meget tåget, vi havde godt nok set på DMIs hjemmeside at her ville være koldt om morgenen, men der stod ikke noget om den tætte tåge.
Deen stoppede ved et gadehjørne, vi ved ikke hvad han skulle, men efter at have talt med nogle af dem ved vognene her kørte vi videre. Læg mærke til alle aberne på jorden bag vognene.	Her er vi ankommet til Jaipur og er på vej gennem byen til vores hotel.

Det tog lidt tid at finde hotellet, da vi kom til Jaipur, men det lykkedes. Vi gik op og sov en time.
Vores chauffør hedder Deen.
Deen havde sagt, at han gerne ville køre os en tur ind til byen, når vi havde hvilet os. Da vi havde hvilet os, fik vi fat i ham og kørte ind til byen. Vi ville gerne ind og se en have, hvor der også skulle være en Zoo. Deen parkerede bilen og blev siddende og så gik vi en tur. Den have var der i hvert fald ikke noget godt at skrive hjem om. Haven var fyldt med hjemløse og Zoo kunne vi ikke komme ind i. Midt på en af stierne lå en død hund godt oppustet, der er tusindvis af duer og masser af jordegern. Et enkelt sted var der lidt blomster. Det havde garanteret været en flot have i sin tid, da den blev anlagt. Der var flere flotte ”tørlagte” springvand.
På vej hjem købte vi noget vand og aftalte, at vi skulle mødes kl. 8 i morgen tidlig.

Onsdag 13. januar
Vi fik noget godt mad at spise her på hotellet i aftes. Henning fik lam (25 kr.) med en masse ben, selvom der i menukortet stod, at det var en benløs ret. Jeg fik kyllinggryderet (20 kr.), der var ikke så meget kød i, jeg blev dog mæt. Vi fik samosas (9 kr.) til forret, de var lidt ”hotte”, men smagte rigtig godt.
Vi gik i seng kl. 22.15 og var oppe til morgen kl. 7, spiste morgenmad kl. 7.40 og var klar kl. 8.05. Vores guide var lidt forsinket, men det viste sig, at han var værd at vente på. Det skulle blive den hele store rundtur i byen i dag.
Vi begyndte med Hava Mahal. Det er en flot bygning med 950 små vinduer. Vindens palads, som det også kaldes, husede maharajaens harem. De måtte ikke vise sig offentligt, men fulgte med i livet udenfor bygningen, ved at sidde og kikke ud gennem de små vinduer. Vi stoppede kort for at tage nogle fotos og så videre til næste stop.
Amber Paladset ligger 11 km nord for Jaipur. Vi kørte derud og det sidste stykke op til paladset red vi på en elefant. Jeg vil gætte på, at der var et sted mellem 30 – 40 elefanter på travetur op til eller ned fra paladset. Men hvor mange der var præcist er svært at sige, men vi så en der havde nummer 110, så hvis alle numre var besat var det flere end vi lige så. Det var kun op til paladset man kunne ride på en elefant. Vel oppe, var vi rundt og se os omkring, bl.a. Jai Mandir ”Sejrshallen”, som består af spejlmosaikker fra gulv til loft. Der var en masse gange og rum. Meget af det i en dårlig forfatning. Vores driver ventede på os næsten helt oppe ved paladset, så vi kørte i bil ned fra paladset.
Næste stop var Jal Mahal ”Vandpaladset”. Det ligger ude midt i en kunstig sø og tilhører kongen, Maharajaen. Det regnede en del i går aftes og det var derfor en del tåge i dag, så vandpaladset var ikke så klart at se på.
Vi var derpå inde at se, hvordan de sliber ædelstene og bagefter inde og se på smykker. Der var godt nok mange flotte og mange gyselige smykker. De var ikke helt tilfreds med, at vi ikke købte noget.
På næste stop så vi, hvordan de laver mønster på stof, juhuu, nu kunne jeg måske få mit ”stof-gen” tilfredsstillet. Så var vi pludselig inde ved nogle tæpper, øv. Pludselig gik det op for mig, at vi måske skulle købe et tæppe. Vi satte os ned og de begyndte at vise det ene tæppe efter det andet. Vi kunne sagtens tænke os at købe et tæppe til at lægge under spisebordet, men vi havde ikke målet med og der er kommet nogle nye afgift/told/skatter, så vi vidste ikke, hvad det ville koste, at få et tæppe med hjem. Han lovede guld og grønne skove, men vi ved fra sidst, at de ikke kender en disse til told/afgifter/skatter i EU. Han var meget ked af, at vi ikke købte noget. Da vi forlod ham sagde han "it was not my day to day". Derfra blev vi vist ind i deres stofbutik og det var jo til at falde i svime over, alt det silkestof. Det kostede 90 kr./m. Det er længe siden, jeg har set på priser hjemme, men sidst kostede det 140 kr./m. Jeg købte 5 m.
Nu var kl. blevet 14 og vi var sultne. Vores guide, Karan, havde et godt sted, vi kunne spise. Vi fik buffet for 35 kr. + en stor øl. (630 ml) til 16 kr.

Det var et udemærket værelse, men der var koldt, ikke noget varmeapparat af nogen art	Det var vores første stop, vi troede vi skulle ind og se et palads, men vi stoppede bare foran så vi kunne fotografere det.
Næste stop var Amber Paladset, solen var kommet igennem og begyndt at brænde tågen af, så vi kunne se paladset også på afstand	Turen op til paladset skulle foregå på elefantryg
Langs hele ruten op til toppen var der handlende som faldbød alle mulige varer. Vores guide advarede os. Vi skulle ikke købe noget på vejen op eller ned. Det meste af, hvad der blev solgt, var dårlig kvalitet til for høj pris, sagde han.	Oppe i paladsgården red vi næsten en hel omgang for at komme over til det sted hvor vi blev sat af elefanterne
Ham på elefanten her var vores "Mahud", dvs. vores "chauffør" op til paladset	Nede bag ved paladset ligger den gamle røverby, her boede i gamle dage, en røverbande som myrdede og plyndrede karavanerne, som kom af "Silkevejen", som netop gik gennem dalen her neden for. Da man så byggede paladset, havde Mogulen sat et stopper for det uvæsen.
Her står vi så på en "bedeplatform", Bag guiden, som tog billedet, ligger et tempel, som vi lige havde besøgt	Vi skulle selvfølgelig også ind i selve paladset. Paladset bestod af to dele et sommerpalads og et vinterpalads. Man flyttede fra det ene til det andet med årstiden. Det var pga. af varmen og kulden og vinden, som kom med monsunen
Over døren til vinterpaladset var en afbildning af Elefantguden, som bringer lykke, held og frugtbarhed.	Der var en spejlgang og et spejlrum, hvor der i marmoren var indlagt tusinde af spejle. Det havde haft den virkning, at blot ganske få olielamper havde produceret et fantastisk lys i rummene
Rundt om sad kvinder, med det ene formål at få turisterne til at fotografere dem og så tjene penge på det. Jeg er god til at gå med apparatet om halsen, mens det er tændt, så er det sat på lydløs og så tager jeg diskret billeder uden at betale for det. Som vores guide sagde, det er et uvæsen. Når de opdager, de kan tjene penge på at lave ingen ting, så får man dem aldrig i arbejde. Endnu værre er det, når det er børn, for så kommer de ikke i skole	Her er til gengæld en som arbejder. Kvinden her sad nede mellem blomster og små buske og gravede og løsnede jorden med noget, der lignede en stor spartel.
Her er kvinder i snak nede i Røverbyen. Da Mogulen havde flyttet sit hovedkvarter ind til Jaipur, var folk flyttet med. Men efterhånden, som grundene var blevet meget dyre inde i Jaipur, havde nogle mennesker fundet deres gamle skøder frem, som beviste at deres familie havde ejet jord ude bag paladset og derefter var de flyttet tilbage og havde sat huset i stand	Nede i paladset sad der et par slangetæmmere og viste deres slanger frem. I samme øjeblik de så et fotografiapparat blive tændt lidt på afstand blev kurven med slangen lukket. Den blevv kun åbnet hvis man stillede sig op foran dem med fotografiapparat i den ene hånd og penge i den anden. Så Vibeke og jeg tog et billede oppe fra et tårn.

Overdækningen nede i gården var det eneste sted Mogulens 12 koner havde lov til af mødes. Han ville ikke have at de smædede rænker, når de mødtes.	Her sidder Vibeke sammen vores Guide, Karan, foran kvinderne mødested. Han havde en universitetsgrad i historie, så han var meget vidende og interessant at tale med
Karan viste os hen til et sted hvor de sleb ædelsten. Det var vældig spændende at se	Efter forevisningen af forarbejdningen, skulle vi selvfølgelig også se forretningen. Men han kendte ikke Vibeke. Da vi gik derfra var han ked af at han ikke havde solgt noget, men han sagde også at han havde lært noget nyt i dag. Vibeke havde forklaret ham, at vi ikke køber noget hvis vi ikke kan svare ja til følgende to spørgsmål: 1. Har jeg brug for det. 2. Vil jeg bruge det. I dag var svaret nej.
Det var ellers en meget flot juvelerforretning	Så var vi inde at se på tæpper, det var godt, vi ikke vidste, hvor lang der er fra bogreolen og over til kogeøen under spisebordet. Havde vi vidst det, er jeg bange for, vi havde haft er ægte tæppe med hjem. De var fantastisk flotte. Sælgeren havde meget svært ved at forstå, når jeg sagde, at selv om han så ville forære os tæppet, ville vi ikke havde det med hjem. Der ville være ærgeligt, hvis det var for langt.
Så kom vi til afdelingen med stof, så gik Vibeke "amok", det blev til de første af mange meter silkestoffer, som endte i hendes kuffert	Frokosten blev indtaget på en meget spændende restaurant midt i byen, her lærte vi, at i Indien er det nok at bestille én øl til deling til en frokost. En Indisk øl er på 630 ml.
Om eftrmiddagen var vi først ude at besøge et fantastisk observatorium, som faktisk er bygget i midten af 1700-tallet, en del af "instrumenterne" var til brug for astrologer	Vibeke kikker her på et solur, som kan vise tiden med en nøjagtighed på 3 sekunder

City Palace var sidste besøg i dag. Jeg ville godt nok hellere have brugt noget af vores tid fra Amber paladset her i City Palace, eller have mindre tid på at se på smykker og tæpper, som vi alligevel ikke købte noget af. Vi måtte skynde os igennem det meste af det. Vi sluttede af med at se nogle kunstnere, som ikke må sælge deres varer inde i byen, men kun i City Palace. Lige ved siden af underviste de dem, som ønskede at lære håndværket. Der var mange forskellige kunstnere. De var lige ved at lukke, da vi kom, så vi så kun en maler vise os, hvordan han malede med hår fra et egern. Han havde nogle fantastiske billeder af tigre og så en møbelsnedker, hvordan han lavede mønstrede ”gange” i træ, hvori han hamrede messing ned i.

Dagens sidste besøg var på City Palads, der stod nogle flotte vagtposter foran porten.	Vagterne var tilsyneladende ikke bevæbnet. Det virkede mest, som om de stod der, for at turisterne hvad noget at fotografere
"Beboelsen" inde i paladset var bygget af røde sandsten	Inde i paladset var der et arbejdende værksted, hvor kunstnerne solgte deres produkter

Nu var kl. næsten 18 og vi skulle tilbage til vores hotel, for der stod guidens bil. Vi havde ellers aftalt med vores chauffør, at vi skulle ind til byen og spise i aften, meeeeeeeeeeeeen det tog over en time at køre tilbage til hotellet. Jeg siger jer, jeg har aldrig været med til noget lignende. Dem, der bor i København, har ikke noget at pibe over. Jeg spurgte vores chauffør, hvor længe han havde haft sin bil og hvor mange skrammer og buler han havde fået rettet ud? Han havde ikke haft nogle endnu, men han er jo også vandt til denne trafik. Folk kørte på kryds og tværs imellem hinanden, det virkede, som om der var tre kørebaner, men somme tider var der op til fire biler i gadens bredde. Hvis nogen havde slikket på et frimærke og holdt det ud mellem bilerne, var det blevet hængende på den bil, der var på siden med limen. Dertil kom et hav af motorcykler og scootere, som krydsede ud og ind imellem bilerne hele tiden. Det ser nærmest ud som om der ikke er nogen færdselsregler overhovedet i det her land. Men alligevel fik vores chauffør en bøde for at køre over for ”lyserødt”, det kostede 100 Rupie ~ 11 kr. Men det er mange penge her, når en skolelæres løn ligger på ca. 3500 Rupie om måneden. Hvis man tjener under 115.000 Rupie om året er man skattefri.
Vel hjemme og farvel og tak for i dag, bestilte vi mad på hotellet. Det blev til to gange kylling med forskellig smag og 2 øl + is til dessert. Vi har set en pige i indgangen til hotellet, samt 4-5 hjælpere + ejeren. Jeg spurgte ham, som har taget imod vores madbestilling, hvem der lavede maden og det gjorde han selv. Jeg spurgte, om jeg måtte se køkkenet, men det skulle han lige spørge chefen om. Det måtte jeg gerne, når han havde fået ryddet op. Jeg spiste min is og så var vi nede og se køkkenet. Der var 4 gasblus og ikke andet. En hylde med masser af krydderier og andre ting.
Det så ikke ud, som om der havde været nogle oppe på vores værelse. Sengen var ikke redt og der så ud, som da vi tog herfra i morges.

Torsdag 14. januar
Vi stod op kl. 7. Pakkede vores kufferter og gik ned (vores værelse var på 2. sal) og spiste morgenmad kl. 7.45.
Vores chauffør Deen havde sovet i kælderen, så bilen holdt for døren. Vi kørte kl. 8.40.
Deen havde ikke fået morgenmad, så vi holdt en pause ved 10 tiden.
Vi kørte på en fin motorvej i ca. 2 timer og 2 timer på halvdårlig vej og med modkørende. Det er godt, jeg ikke køre bil hernede. Henning og jeg har talt om, at vi godt kan forstå, man fraråder folk at køre bil herude. Vi reagerer helt anderledes i forhold til deres ”regler”, så det ville gå gruelig galt, hvis vi tog fat i et rat.

Inden vi forlod Jaipur, skulle jeg have et billede af bymuren og en af de flotte byporte ind til den gamle by. Solen skinnede jo og det var dejligt vejr. Det var første gang, vi så bymuren med sol på. Solen varede ikke ret længe, da vi forlod byen og kom ud mellem bjerge vendte tågen tilbage.	Det er uhyggeligt at møde spøgelsesbilister på motorvejen i tågen. Særligt når der ikke er ret mange, der tænder lyset på bilerne i tågen. Men spøgelsesbilister er mere reglen end undtagelse i Indien. Vores chauffør havde ikke fået morgenmad, inden vi forlod Jaipur, så vi skulle lige lave et stop her, så han kunne få sig noget morgenmad
Trafikken gennem de små byer er et sted, hvor vores nerver rigtigt bliver sat på prøve, der er mennesker, dyr og alle slags befordringsmidler, som krydser fuldstændig tilfældigt ud og ind imellem hinanden	En stolt chauffør, Deen, står ved sin bil, han har kørt godt og vi nåede faktisk frem godten time før vi skulle på vores første "game drive" ud i Ranthambhore Nationalparken
Dette er så indgangen til Ranthambhore Nationalparken, selv om det ikke ser sådan ud kan der faktisk gå en bus igennem porten i muren	Langur aberne var overalt, særligt omkring porten til parken var der mange, som det også var let at komme tæt på

Vi ankom kl. 12.50 til vores hotel her i Ranthambhore. Vi fik noget frokost. Kl. 14 var vi af sted på første tur for at finde nogle vilde dyr. Vi blev bedt om at tage tigerøjnene frem, men det hjalp ikke. Vi så til gengæld en masse andre dyr og fugle.

I Indien hedder fuglen her en Paited Stork, i danske bøger kalder man den en Skovibis, men den er slet ikke i familie med Ibiser	Sambarhjortene var over alt, deres livret er vandplanter, det mest almindelige sted at finde Sambarhjortene var derfor ude i de lavvandende søer
Her bruger en Hvidhalset isfugl (White-Throated Kingfisher) en Sambarhjort som udkikspost	Det var sjovt at se, hvordan Languraberne krøllede halen op over ryggen, når de bevægede sig
Rufous Treepie (en skadefugl) var meget nærgående, de virkede nærmest, som om de var tamme	Vibeke tog dette billede af tjenerne i restauranten, deres påklædning mindede ikke meget om tjenere. Men der var ikke varme på hotellet, så man var nød til at klæde sig efter temperaturen. Men vi syntes, at dem her var meget forfrosne. Ham i midtenvar vist nok overtjeneren, det var hele tiden ham, der "kostede" med de andre
Der var buffet, den første aften, der var nemlig et stort dansk rejseselskab fra Albatros, som også boede på hotellet den nat. De rejste videre næste morgen meget tidligt	Her står vi så og venter på vores jeep, den næste morgen. Vi var heldige at vi havde fået vores termotøj lagt i kufferten. Læg mærke til "turisten" med armene fulde af tæpper, de fleste frøs bravt på morgenturene

Vi var tilbage ved 18 tiden. Vi gik ind til naboen til hotellet, som bl.a. solgte vand. Her tilbragte vi en ½ time med at se alle de skønne ting, han havde i sin butik. Han havde rigtig mange billeder af tigre, som var malet af en lokal mand, han kommer i morgen, for han var til dragefestival i dag. Der var masser af duge, sengetæpper, bluser, halstørklæder og meget mere.
Det har jeg glemt at fortælle, at hvert år den 14. januar er der dragefestival. Alle gamle, unge og børn har en drage i luften. For nogle gælder det bare om at deltage, for andre gælder det om, hvis drage, der kan flyve højest. Himlen har været kulørt af firkanter i luften i dag, især i byerne. Mens andre igen har limet glassplinter på dragesnoren og så forsøger de at snitte de andres snor over så dragerne flyver væk. Det var farligt for pludselig kom børn eller voksne løbende ud på vejen foran bilerne for at få fat i bortfløjne drager.
Nu har vi fået en dejlig aftensmad, ta’ selv bord, næsten uden kød. Jeg fik lov at tage et billede af alle tjenerne, der er efter dansk standard ikke meget tjener over dem. Det er smadder koldt her, så de har hue og overtøj på.
Vi kom i snak med nogle unge mennesker fra Esbjerg. Han er kok i Sønderho på Fanø, så jeg spurgte ham, om det ikke kunne være spændende at se deres køkken, det var han med på. Vi fik alle fire lov til at se deres køkken. Hvis man er sart skal man ikke gøre sådan noget. Det er svært at beskrive, men det værste er nok opvasken, alt forgik i et overdækket areal foran køkkenet på jorden på nogle fliser. Under hele turen har vi ikke set kvinder hjælpe til nogle steder. Alle mulige former for skidt flød mellem opvasken, så som plastik, etiketter, selofan. Det var én oplevelse mere i dag.
Jeg har helt glemt at fortælle, at det er koldt her, så vi er glade for, at vi har lange bukser, termotøj og varme trøjer. Det er kun lige midt på dagen, at vi kan smide termotøjet.
Nu har vi mulighed for at få sendt, så hermed slut for i dag.

Fredag d.15. januar
Vi var tidlig oppe til morgen 5.30. Morgenmad kl. 6 og afgang kl. 6.30 på en tur, der varer ca. til kl. 10.
Fra starten fik vi at vide, at måden at finde tigre var, at guiderne ledte efter tigerspor, dvs. tigrene går ofte på vejene, fordi de har bløde poter, guiderne kan se om det er friske spor. Hov, så fik guiden øje på nogle spætter, dem fik vi lige i ”kukkassen”. Vi holdt en lille pause for at strække ben og her gik der nogle påfugle, som jeg kunne komme lidt tæt på. Henning fik nogle gode billeder af nogle papegøjer. Hver gang vi mødte andre, fik vi det samme svar, at de havde ikke set tigre, leoparder eller bjørne.
Da vi kørte ud af parken, var det fodringstid for aberne, der gik nogle gamle mænd og hældte foder ud til aberne og så kom der selvfølgelig også en mængde fugle.

Ude ved indgangen til parken vrimlede det med sælgere, som solgte alt fra ørevarmere, strikkede huer, flichetrøjer til alt muligt mærkeligt souvenirs
Her er vi så ved den ydre port til Ranthambhore NP. Der var en buffer zone omkring parken, hvor mennesker godt måtte opholde sig, men det var også "tilladt" for tigrene af bevæge sig ud i buffer zonen. Den zone skulle vi køre igennem for at komme til den egentlige port til parken.	Dagens første foto fik vi af en flittig spætte den morgen, det er en Black-Rumped Flameback Woodpecker
Nilgai er den største antillope, der findes i Indien. Den ligner en mellemting mellem en ko og en antillope. Nil betyder blå og gai betyder ko på hindi. Guiderne kaldte den for en "blue bull"	Hunnen hos Nilgaien igner slet ikke "tyren", hun er flot lysebrun
I parken lægger vildtplejepersonalet salt ud til hjortene for at hjælpe på deres fordøjelse, her er det en Axishjort med sin kalv, som er på besøg ved en saltblok.	Her er det en Black Redstart, det er den samme art, som vi i Danmark kalder Rødstjert
Da vi holdt en pause og var ude af bilerne var der en "larm" i træerne over os, det var en stor flok Alexander parakitter. I Danmark hedder de Alexander Parakitter fordi det var Alexander den store som bragte dem til Europa. I Indien hedder de Plum-Headed Parakeet	Ved "rastepladsen" kom vi også meget tæt på et par Indiske Påfugle
Da vi passerede en næsten udtørret flod, sad der en White-Throated Kingfisher og hvilede sig på stenen	Tæt ved vej traf vi en Blue-Capped Redstart
Jeg tror den her fugl, er en White-Bellied Drongo, der er den eneste fugl, jeg kan finde, som den ligner i min fuglebog	Langurabe med sin unge, den sad lige ved siden af vejen
Selv når solen begyndte at skinne var inderne pakket godt ind i tøj, de frøs faktisk mere end vi andre	Da vi forlod nationalparken, var det fordringstid. Det var nogle gamle mænd, som kom og fodrede Languraberne
Her er så opgaven til børnebørnene og andre med gode øjne. Hvor mange Sumpkrokodiller er der på billedet?

I middagspausen gik Henning og jeg en tur for at finde en pengeautomat. Lige udenfor denne gik der en gris med sine unger. Folk her smider alt affald uden for døren og så spiser grise, køer og bøfler det, der er spiselig og resten får lov at ligge. Det ser herrens ud og vi er forbavset over, at der ikke stinker her, men det må være fordi her ikke er så varmt på denne årstid.
Vi fik handlet lidt, inden vi skulle spise frokost kl. 13. Derefter skulle vi ud at køre igen fra kl. 14 til kl. 18.

Da vi var en tur i byen for at hæve penge, fik vi dette billede af nogle grise, som rodede i affaldet efter "mad"	Så mødte vi også mælkemanden på motorcykel. Motorcyklen var specialindrettet til transport af mælken
Oriental Honey-Buzzard	Inde i parken ligger et stort gammelt fort, i forbindelse med fortet, er der en gammel forsvarsmur, som gennemskærer parken flere steder
Solen gik som regel ned, mens vi var på vej hjem til hotellet efter game drive om eftermiddagen	Så var der en uheldig chauffør, vi punkterede på vej hjem den aften
Ved siden af hotellet var der en forretning hvor de bl.a. solgte malerier af tigre, de var maler på silke med vandfarver.	Der var i hvert fald 3 forskellige navne på billederne. Den ene dag traf vi én af kunstnerne. Vi havde købt et af hans billeder. Vi syntes faktisk, at ham her var den dygtigste af dem, der udstillede

Vores guide var hel sikker på, at vi skulle se en tiger i eftermiddag, men vi så ingen. 2 km før vi var tilbage til hotellet punkterede vores bil. Vores guide stoppede en han kendte og spurgte, om han ville køre os alle hjem, det ville han gerne.
Henning fik ½ kylling og æggeris. Jeg fik miksede grøntsager og champignoner med løg, jeg fik lidt af Hennings kød og han smagte lidt af mine grøntsager. Maden på hotellet smager fantastisk dejligt, den er godt krydderet, men så har de en ”grødlignende” dessert, som renser munden dejligt bag efter. Så når vi er færdige med at spise, har vi det dejligt.
Løsningen til billedet med krokodiller er: 11.

Lørdag d. 16. januar
Tidlig op som i går kl. 5.30 og ned og spise kl. 6.
Det er altså hundekoldt hernede. Vi ville ønske, at vi havde taget mere varmt tøj med. Vi har to par lange bukser med hver, så det ene par bliver meget snavset, hvis vi ikke får mulighed for at vaske undervejs. Her på dette hotel er der kun ”fislunkent” vand. Maden smager rigtig godt og folkene her er søde og flinke, så holder roserne også op. Vi overlever værelset. Der er omkring 15° overalt på hotellet.
I morges da vi tog af sted havde vi på overkroppen; bluse, termotøj, strikketrøje, jakke og regntøj. Nederst termotøj, lange bukser og regntøj. Desuden havde vi et tæppe rundt om benene. Vi kører i åben jeep.

Det er malerisk at vandre hen igennem den lille by, hvor vi bor	I krogen her uden for restauranten var der dejligt at sidde i solen og få en kop kaffe eller en øl
De små autoricksaw kunne være rimelig overlæssede, somme tider forstod vi slet ikke at motoren i det hele taget kunne trække læsset	Det meste spændende vi så den eftermiddag var nogle små kun 21 cm store ugler. De hedder Spotted Owlet
På vej tilbage til hotellet mødte vi denne overlæssede bus

Det var trist, men vi så ingen tigre i morges, vi så kun fodaftrykket.
Da vi kom tilbage fik vi te og kaffe. Vi gik en tur hen i banken og da vi kom tilbage kaldte naboen til hotellet (ham der har butik) på os. Hvis vi gerne ville hilse på maleren, som havde malet mange af de tigerbilleder, som han solgte, kunne vi komme ind i hans butik nu. Maleren var i gang, med alle hans pensler. Vi talte lidt med ham og så gik vi igen. Vi bestilte mad, da vi kom tilbage til hotellet.
Der har boet 2 sæt tyskere her. De kom i går eftermiddags og var på tur i morges og så to tigre og rejste videre i eftermiddags. Vi har været på 4 ture nu og ikke set en eneste tiger.
Vi kom på en ny tur i eftermiddag sammen med 3 svenskere. Det var et helt nyt område og der hvor tyskerne havde set tigre i morges, men nej guiden kunne ikke finde dem. Vi var henne ved slugten, hvor de havde været i morges. Det eneste vi så var en masse fodspor.
Vi så mange andre nye dyr og fugle bl.a. nogle små ugler.
På vejen hjem mødte vi flere lokale busser, hvor der sad mange folk på taget. I det hele taget medtager man alt, hvad man kan af personer. 2 voksne og 2 børn er meget almindeligt på en motorcykel. I en almindelig bil kan der være 10-12 personer.
Der kom en masse danskere her til aften, der var 31 personer, som rejser med Albatros.
Vi får nok en ekstra tigertur i morgen tidlig, så vi skal i seng.

Søndag d. 17. januar
Som sagt blev vi overtalt til at tage en tur mere her til morgen. Så tidlig op. Jeepen kom først kl. 7.10, det var lidt sent. Vi kørte sammen med et par fra Holland og et par fra New Delhi. Som de andre dage, sagde guiden, i dag var der helt sikker tigere at se.
Der var tre tigre, hvor dyrene advarede. Det ene sted, var det en mor med sin kalv, moderen vidste at så længe hun/de blev stående ude i vandet, skede der dem ikke noget Vi er helt sikre på, at tigerne har set os, men vi så ikke dem. Den ene gang var der nogle danskere, som havde set den ene tiger og det var ca. 2 min. før vi ankom til stedet.

Her har tigeren gået på vejen, kan du se hvilken retning, tigeren er gået i	Her er stedet, hvor tigeren opholder sig om natten, kommer man tidligt nok om morgenen er den her endnu
Ude i søen står to Sambarhjorte og afgiver advarselsskrig, de tør ikke gå på land, ude i vandet er de hurtigere end tigeren. Vi var sikker på at tigeren lå et sted i det høje græs og kikkede på os, men vi kunne ikke se den	Her er den lille Indiske antillope, den hedder Chikara
Her er den rundkørsel vi gik hen til for at finde en ATM, den er i den hvide bygning lige bag køerne	Her kommer en arbejdsvogn lige ved rundkørslen
Ude i parken lå der en del gamle templer	Dette er en lokalt bygget "lastbil". Motoren er en fiskekuttermotor, mellem de to røde flag sidder et stort svinghjul helt åbent, og når den kører, lyder det fuldstændig, som en fiskekutter

Nå, vi kom af sted kl. 11 fra hotellet med kurs mod Agra. Vi mødte nogle nye køretøjer, det så ud, som om det var en motor fra en fiskerkutter den var bygget over og lyden var også rigtig. Jeg er altså ikke glad for at køre i bil hernede. Vi holdt en ½ times middagspause og så videre. Pludselig kom der en lastbil i mod os på motorvejen og det skete flere gange. Det viste sig, at når man skulle af til højre var der ikke noget hul i det værn, der var sat op i midten og så er man nød til at være ”spøgelsesbilist”. Der er ikke noget her, der hedder spøgelsesbilister, der er blot folk, som skal den anden vej.

Spøgelsesbilister er mere reglen end undtagelsen, her kommer en landrover imod os med fuld fart, han blinkede bare helt vildt med forlygterne for at gøre opmærksom på, at han var der	Overlæs på biler der blev anvendt til mennesketransport er heller ikke ualmindelig, vi talte om at hvis han køre over et hul, så risikerer dem uden på bilen at miste fodfæstet, bemærk den "hjemmebyggede" lastbil på den forkerte side af midterrabatten
Så var vi på landvejskro for at få lidt at spise på vejen til Agra	Vi delte som sædvanlig en øl, når Vibeke ikke kunne få vin
Her er vi så ankommet til Fathepur Sikri. Det var en dygtig guide, rent fagligt, men vi brød os ikke om hans udstråling, han virkede på os temmelig "nedladende"	På en af væggene kunne vi endnu svagt se et billede af den mogul, som havde bygget paladset

Inden vi kom til Agra (ca. 35 km) skulle vi ind og se Fathepur Sikri. En af de store Moguler flyttede sin hovedstad fra Agra til Fathepur Sikri, men der blev han kun i 15 år hvorefter han fluttede hovedstaden videre til Kandahar.
Vi ankom til hotellet kl. 18.30. Det er godt nok et meget flot hotel. Vi blev vist op på vores værelse og fik forevist, hvordan tingene virkede bl.a. skal vandet løbe i ca. 1 time, før der er varmt vand, men vi skal altså i bad i aften.
Vi har været nede at spise (vi har værelse på 3.sal), vi fik begge fisk som hovedret og is til dessert.
Nu har vi været i bad og vandet skulle løbe i 20 min, så det var til at holde ud.

Mandag d. 18. januar
Vi har to vækkeure om morgenen. Min mobil, der har en ”kok”, der galer og Hennings mobil, der enten spiller ”Godmorgen, godmorgen” med Dræsinebanden eller ”Don’t call me early in the morning” med Irish Rover, det er skønt.
Vi stod op 7.30. Gik ned og fik noget morgenmad. Der var yoghurt, det smager rigtig godt.
Kl. 9.30 var Deen og vores nye guide parate. Turen i dag gik til Taj Mahal. Vi kørte med en ”Tuk-tuk” (Autoricksaw) op i nærheden af indgangen. Vi gik det sidste stykke, medens de lokale falbød deres varer. Vel inden for porten var der et flot bygningsværk. Det er fantastisk, så mange penge, der er brugt på dette værk. Det bliver vedligeholdt og når man skal ind i selve mausoleumet, skal man have overtræks sko på. Vores guide fortalte, at det varede nok ikke længe, før man ikke kunne komme ind i mausoleumet mere, fordi folk ikke overholder de regler, der blev sat op. Jeg sagde til ham, at så fik de da et problem med at få alt marmorgulvet pudset, både ude og inde. Alle de folk (ca. 3 mill.) som havde overtræks sko på og gik ind i mausoleumet og ud igen. Det kunne han godt følge mig i.

I Agra skulle vi selvfølgelig se Taj Mahal, her er det hovedindgangen til området	Det er et fantastisk bygningsværk, der var blot synd, at det var så tåget
Her fik vi forklaret noget om de ædelsten og halvædelsten som er lagt ind i marmoren	Det var forbudt at fotografere inde i Taj Mahal, men da der var nogle, som endda fotograferede med blitz, mens vi var der, snød jeg mig til at tage et enkelt billede, men uden blitz
Her er arbejderne ved at udskifte fliser i gården omkring selv Mausolæet	På grund af at floden bagTaj Mahal mangler vand, er funderingen begyndt at sætte sig, det har faktisk sat sig ca. 30 cm på siden ud mod floden, her er landålerne i gang med at kontrollere sætningen
Når fliserne er blevet skiftet ud, bliver der med en lille ske smurt en pasta ned i alle fugerne	Her demonstreres hvordan man med en lille håndmejsel graves ud i marmoren, inden man lægger ædelsten, halvædelsten og perlemor ned i marmorpladen
Her er en stykke af en halvædelsten, som bruges til indlægning i marmoren	Ham her sidder og sliber de ganske små stykker, som tilsammen danner blomster og andre figurer, som lægges ned i marmoren

Det var en rigtig god guide, vi havde i dag. Han havde en god udstråling, og var meget nemmere at forstå, end ham vi havde i går.
Da vi kom tilbage med vores lille Tuk-tuk, ville Henning gerne give nogle småmønter til en krøbling, vi havde set. Jeg blev siddende i bilen. Pludselig kom Deen og hentede mig, jeg skulle komme hen til Henning og hvem stod der sammen med ham? Såmænd Lis og Poul. Vi vidste godt, at vi skulle være i byen samtidig, men Agra er ikke nogen lille by ca. 2,9 mill. indbyggere.
Så kørte vi ind og så på marmor ting. Der sad 4 mænd og sleb forskellige sten, så der kunne laves indlægninger i marmoret til de flotteste mønstre (mange forskellige blomstre, elefanter og fantasi ting). En af mændene lavede riller i marmoret, hans ringfinger havde en fordybning, hvor der var hård hud. Disse mænd arbejder typisk 6 – 8 timer om dagen indtil en alder af 40 år. Nye folk kommer i lære hos de nuværende folk når de bliver for gamle til at kunne arbejde så hårdt mere, dvs. 40 år. Vi var inde og se alle de flotte (hovedsagelig) marmorbordplader i hvid, grøn og rød. Vi var selvfølgelig budt ind, for at vi skulle købe noget, men jeg synes ikke, at der var noget af det, som jeg absolut måtte have.
Nu var det tiden at få noget mad og igen fik vi noget godt at spise.
Agre Fort var næste besøg. Det var her at Shah Jahan sad i husarrest i 7 år fordi hans søn mente at han var for ødsel, da han byggede Taj Mahal. Her var vi 1½ time. Her mødte vi igen Lis og Poul. Vores guide kørte os hen til en ven, som handlede med te og krydderier. Her fik vi en kop te (som ikke smagte særlig godt) og købte lidt krydderier.

Vi var på restaurant Priya for at få en veltiltrængt frokost	Uden for restauranten var der som sædvanlig en tigger, ham her havde klædt sig ud, for at vi skulle fotografere ham, så han kunne få penge. Han fik ingen penge og Vibeke sagde til ham, at han skulle gå i skole i stedet for at tigge
Næste besøg var Fort Agra, vi var ved at være lidt trætte af at se tomme "slotte", de var vældig flotte, men ingen møbler eller andet historisk, bare tomme "kasser"	Her er det en af beboelsesbygningerne
På Fort Agra mødte vi igen Lis og Poul fra Rylevej	På og omkring fortt vrimlede det med Resusaber, her er en flok unger der leger, det gik noget vildt til ind imellem

Skråt over gaden, her var en ven, som handlede med mange ting af Kashmir uld. Vi så på tørklæder og tæpper. Der var mange lækre ting, men igen 1. har du brug for det? 2. vil du bruge det? Vi kunne kun svare ja til en af tingene. Vi sagde farvel til vores guide og Deen kørte os ud bag Taj Mahal for at fotografere solnedgang. På vej derud skulle vi over floden. Det foregik over en bro, der var maksimal 5 m. Jeg troede aldrig, vi var kommet over, var en trafik på kryds og tværs og en brug af tudehorn på alle slags køretøjer. Det var desværre tåget, så billederne blev ikke så gode af Taj Mahal.

I Agra er alle autorichsaw blevet omstillet til at køre på gas. Det var lidt et problem for der var endnu kun 2 tankstationer, hvor de kunne få gas på. Det betød at de holdt i km-lange køer for at få gas. Når de så havde gas var det utroligt så mange menesker, der kunne proppes ind i en "tug-tug".	Om eftermiddagen besøgte vi en Kasmirforretning, de havde bl.a. silke, så igen fik Vibeke lidt til kufferten
Vi skulle selvfølgelig også se hvordan man knyttede tæpper, når man var fra Kasmir. Det er første gang vi har set en have mønstret tegnet ved siden af tæppet, mens der blev knyttet	Det var enormt flotte tæpper, men også her måtte vi skuffe sælgeren, vi var ikke til at "prakke" et tæppe på, så det eneste, vi havde med fra hans forretning, var silkestof

I går aftes talte Henning med nogle damer var Tasmanien og de fortalte, at vi skulle tage og se et teater/film stykke inde i byen om Taj Mahal. Vores guide fortalte Deen, hvor det var henne og der kørte Deen os hen just i rette tid nemlig kl. 18.30. Det var et fantastisk opsætning og nogle meget flotte kostumer. Deen ventede på os ude på parkeringspladsen, bagefter kørte vi ud og spiste aftensmad. Vi havde inviteret Deen med ud at spise tidligere, men han havde sagt, at den sidste dag vi var sammen ville han tage med os ud at spise. Deen fandt et sted. Vi fik noget godt mad.
Vi skulle med toget til Varanasi kl. 23.30. Inden da, skulle vi hente en ny guide, som skulle hjælpe os med at komme på det rigtige tog. Deen kunne sagtens have klaret denne opgave, men det måtte han ikke, for han er ”kun” chauffør. Toget var forsinket 45 min. og det var hunde koldt, frem med termotøjet. Toget kom ikke før kl. 0.30. Det kørte kl. 1.10.

Som afslutning på eftermiddagsturen blev vi kørt over på den anden side af floden af en meget smal bro. Vi skulle over til mogulens sidste store projekt, som aldrig var bygget færdig, derfra skulle vi se solen gå ned over Taj Mahal	Selv om der var en let tåge i luften, var det et flot syn at se solens sidste stråler ramme Taj Hahal
Efter solnedgangen blev vi kørt hen til et teater, som opførte et teaterstykke, som handlede om hvorledes Taj Mahal var blevet til. Det var meget flot sat op og alle fik en radio, som talte det sprog vi ønskede, næsten, vi fik engelsk	Aftenen sluttede med at vi spiste middag sammen med Deen, som vi nu har kørt med siden vores ankomst til Indien, det var vores sidste aften sammen med ham, næste dag skulle han køre for et nyt hold turister i Delhi

Henning lå i underkøjen i den ene siden og jeg lå i overkøjen i den anden side. To snorkende mænd i de andre køjer. Vi skulle være fremme i Varanasi kl.12.30, meeeeeeeeeeeeeeeeeeen kl. var 17.30 inden toget og vi nåede frem. Det var en oplevelse uden lige, både i toget og alt det, vi så udenfor toget. Vi havde heldigvis købt vådservietter netop til denne tur + knækbrød og smøreost. Jeg havde tørret en masse æbler, inden vi tog af sted og det var dejligt at have med på denne tur.

Det er faktisk blevet den 19. januar og vi skulle have været ankommet til Varanasi ved middagstid, men vi fik lov at tilbringe næsten en hel dag i toget	Der var god tid på banegaårdene, vi holdt nomalt mindst 15 min. hvert sted. Dvs. der var masser af tid til at gå ud på perronen og handle. Hvilket vi benyttede os af, vi købte som de fleste andre frugt, det kostede næsten ingen ting
Vi var glad for vi havde købt knækbrød med fra Danmark, der blev godt nok tilbudt mad til os af folk der kom ind i toget hver gang vi holdt, men det turde vi ikke udfordre vores maver med.	En banegård i Indien er en noget anderledes rodet historie end hvad vi er vant til i Danmark, der er mennesker overalt både på sporene og på perronerne
Byerne vi kørte igennem var langt fra, hvad vi havde set i Agra og Ranthambhore	Så blev det aften og vi nåede endelig vores hotel. "Sikkerhedsporten" hylede lystigt, da vi gik igennem, men det var der tilsyneladenden ingen, der tog notits af

Vi blev hentet på banegården og kørt til vores hotel.
Hotellet vi bor på ligger 5 min kørsel fra banegården. Henning og jeg talte om, at få togbilletterne byttet ud med en flybillet, for vi har ikke lyst til at komme så meget for sent til Calcutta. Henning talte i telefon med den guide, som kommer i morgen, men vi kan ikke få flybilletter, så der er ikke andet at gøre end at tage toget. Vi skal af sted kl. 17 i morgen (onsdag) og være fremme kl. 7.20 (torsdag). Strækningen i dag var på ca. 600 km og i morgen er den på ca. 900 km. Hvis toget kører med samme hastighed i morgen, er vi fremme ved kl. ca. 9. Så er der kun lige det ”men”, at der er store chancer for, at det er et par timer forsinket, inden vi skal med det. Vores guide har lovet, at han har kontakt med jernbanen, så vi kan blive på vores hotel, indtil vi skal af sted, så vi håber på at spise aftensmad, inden vi stiger ombord i toget, det ville være rigtig dejligt.
Det var to dages rapport, godnat og tak for i dag.

Onsdag d. 20. januar
Der var tag selv bord til morgen og så er det svær, for der er så meget at vælge imellem.
Kl. 9. var vi klar, men vores guide var lidt forsinket. Vi kørte i bil ned til Dashaswamedh Ghat, det er den trappe, hvor der er flest mennesker, der kommer ned og skal bade i Ganges. Vi fik lige lov til at gå rundt i 5 minutter, inden vi skulle ud og sejle på Ganges. Jeg blev godt nok lidt beklemt, da jeg så hvilken gammel robåd, vi skulle ud med. Nå, men ud kom vi og blev roet ca. 1 km sydpå, indtil vi nåede et ligbrændingssted, som er det helligste sted og her så vi, at der lå et kvindelig klar til at blive brændt. Først ligger der pænt stablet brænde i ca. 1m højde, så ligger liget og dernæst ca. ½ m brænde ovenpå igen. Staten har forsøg at introducere el-kremation, det ligger lige ved siden af ligbrændingspladsen og staten giver også tilskud, men der er ikke mange, som benytter det. Lidt derfra var vaskemændene i gang, der var også enkelte kvinder. Det er altså koldt det vand, de står i. Vi blev så roet 300 m forbi, hvor vi begyndte og her lå det andet ligbrændingssted. Vi gik i land her og gik igennem de meget smalle gader tilbage til bilen.

Varanasi er den hellige by ved Gangesfloden, der kommer mange pilgrimme og en af de store salgsartikler er krukker, plastikdunke og "containere" i alle mulig afskygninger til at bringe vand med fra floden	Gruppen af mænd her er typisk for, hvad vi har set mange mænd foretage sig. I midten er der et lille bål, som de sidder omkring for at varme sig
Manden under parasollen er en "hellig mand", ham kan man "købe" til at passe på sit tøj, mens man går ned og bader i Ganges, efter sigende bliver man også velsignet af ham	Vi skulle på "krydstogt" på Ganges, det vist sig at være en tur i en robåd. Den rødhårede er vores guide og ham med tørklædet om hovedet er vores "skipper"
Der var svært at få bileder af de badende, der hvor vi kom ned til floden, der var så mange både omkring de badende at det var umuligt at få billede af andet end en lille gruppe	Der var mange steder man kunne komme ned at bade i floden, men i vintertiden kommer der ikke så mange. Kvinderne badede stort set fuldt påklædt, mens mændene badede kun iført en G-streng, enkelte havde og lidt tøj på. Det var tilladt at fotografere, det var sjovt at se, hvordan de også fotograferede hinanden

Vores guide havde fået at vide, at vores tog til i aften var aflyst, så nu var gode råd dyre. Guiden fortalte at agenten for vores rejseselskab var i sving med at finde et nyt tog.

I Indien skal man helst kremeres på et åbent bål, derpå skal asken spredes ud over Ganges	Vi sejlede forbi de to kremeringspladser, ved den ene af pladserne lå en kvinde klar til at blive brændt
De lyserøde tårne her er "renseanlæg", de burde rense spildevandet fra byen inden det ledes ud i Ganges. Vores guide ofrtalte at de ikke virkede, som de skulle pga. korruption i bystyret	Her er vi så kommet til den anden kremeringsplads. Den kunne vi næsten ikke se pga. alt det brænde der var på lager omkring pladsen
Her er vi så på bytur, vi skal gå tilbage gennm byen til vores bil. Manden med geværet er en politimand.	Efter turen på floden blev vi vist hen til en håndværker, som fremstillede silkebrokader

Jeg havde spurgt vores guide, om de havde nogle fabrikker, hvor de vævede silkestof. Det havde de og nu gik turen hen til en sådan fabrik. Det viste sig, at det var et sted, hvor der var plads til 5 væve. Det kan ikke svare sig at have en større fabrik, for de ansatte har svært ved at komme frem og tilbage til fabrikken, så ”fabrikken” ligger hjemme i rigtig mange private hjem. Her væver man så i den hastighed, der passer til personen, vedkommende får betaling for det stykke, der bliver vævet (dug, puder, sengetæpper og meget andet). Desuden får væverne alle materialer fra fabrikanten vi besøgte. Da vi kom, var der 3 i gang med at væve. Ved to af vævene sad der 2 personer, den ene var ham, der kunne mønstret udenad og han kunne kun dette mønster, så han sad og styrede, hvilke tråde der skulle løftes, det er svært at forklare, men vi har taget nogle billeder. Alle af disse mønstre går tabt, når disse mænd dør, for der er ikke nogen unge mennesker, som vil læres op. De andre væve var halvautomatiske. Det var nogle hulkort og styrede hvilke tråde der skulle løftes. Væveriet havde over 3000 forskellige mønstre (hulkort). Vi var så inde i salgsrummet og så bl.a. sengetæpper og duge. Hvis vi ikke havde haft nogle af delene, havde jeg på stedet købt. Derefter så vi på silkestof og da blev jeg ”nød til” at købe noget. Ejeren ville gerne have, at jeg skulle prøve en sari, så det blev det sidste, inden vi skulle videre.

Manden på planken bag væven er ham som styrer mønstret, han udvælger de tråde som skal løftes hver gang nye tråde skal skydes igennem. Manden på planken kan kun ét mønster. Den dag han dør eller ikke vil arbejde længere kan "fabrikken" ikke længere fremstille det specielle mønster som han har i hovedet	Her sidder væveren og skyder trådene igennem så mønstret bliver, som "dirigenten" bestemmer
De små "skytter" med de forskellige farver tråde bliver viklet på denne hjemmelavede maskine, som er fremstillet af den bagerste del af en cykel, med en tå på skytten og én hånd på pedalen og trådrullen i den anden hånd, så bliver der hurtigt spolet tråd på skytten	De førdige arbejder var vældigt flotte, men vi stillede som sædvanlig spørgsmålene: "Har vi brug for det?" og "Vi vi bruge det?" Vi har ikke brug for detog desuden var det helt forkert mål til vores brug, så det var igen "bad luck" for den handlende
Så gik det bedre da han begyndte at vise silkestof frem, der var 7,5 m tilbage i det stykke Vibeke står med her. Vibeke ville have 5 m, efter lidt handlen fik hun de sidste 2,5 m for 1 m's pris	De prøvede også om de kunne sælge hende en sari, men heller ikke her, havde de heldet med sig
Så fik vi endelig en rigtig samosas, de smagte godt, de var lidt "hotte", men så fik vi en sød kage til at rense munden med, det var vores guide, der gav omgangen	Efter "frokosten" gik turen til Sarnath
Klokken slår man på for at tilkalde "præsten". De røde eller hvide pletter mændene har i panden er normalt et tegn på at de har været i templet og slået på klokken, hvorefter de er blevet velsignet af "præsten", det er der de får stregen/pletten i panden	Det sidste vi nåede den dag var et besøg i et museum hvor der i den ene halvdel var udstilling med gamle hellige ting fra hinduismen og i den anden halvdel var der gamle ting fra buddhismen

Vi spurgte, om guiden kendte et sted, hvor vi kunne købe nogle samosas, men det skulle ikke være gadesælgerne. Det vidste han godt og spurgte, om vi havde smagt indiske søde sager, det måtte vi indrømme, at det havde vi ikke. Vi stoppede og gik ind i en butik og vi fik hver 2 stk. samosas + 2 stk. søde sager i småkage størrelse. Guiden ville gerne betale.
Herfra gik turen til Sarnath. Det er her, Buddha gav sit første budskab. Vi var også henne og besøge en maler, han havde malet Buddhas liv og levned og andre malerier, det gjaldt selvfølgelig om at få os til at købe noget, men nej tak.
Klokken var nu 2.30 og vi skulle tilbage til hotellet til kl. 15, for at være klar hvis vores agent fik skaffet billetter, for der ville agenten komme, som var i gang med de nye togbilletter. Vi ville ellers gerne have spist aftensmad, inden vi skulle ud på denne lange togtur. Vi inviterede guiden med ind til en kop te og vi sad og snakkede indtil kl.16.30. Vi ventede på ham, som skulle skaffe os nye billetter, Henning sagde til guiden, at hvis han havde andre aftaler, klarede vi os. Det havde han faktisk, så han takkede farvel.
Kl. 17 kom vores chauffør farende og sagde, at vi skulle komme nu, for der var billetter til et tog kl. 17.20. Vi fik betalt vores regning og kom ud af døren. Ved stationen skulle vi blive i bilen. Da chaufføren kom tilbage, fortalte han, at toget var nok en time forsinket. Vi ville gerne tilbage til hotellet og spise, men det var han ikke glad for, for hvis toget dukkede op noget før. Vi blev siddende i vognen. Så blev der sendt bud efter os og vi kom ind i toget, det kørte kl. 18.

Der var lidt mindre plads i toget til Kolkata end der havde været i det første tog. Denne gang var i 6 i hvad de vist kalder en "kupé". Vi havde fået de "mellemste køjer"	Selv om vores tog blev forsinket en hel time ved ankomsten til Kolkata og at vi kom med et helt andet tog, end det vi oprindelig skulle have kørt med, så var det lykkedes via Kiplings agent i Varanasi, at få besked igennem til bloddonorerne i Kolkata, så der var nogle til at tage imod os på banegården, da vi ankom

Henning skulle ligge på nr. 37 og jeg på nr.63. På nr. 63 sad der 3 personer, jeg forsøgte at forklare dem, at der skulle jeg være, de så bare dumme ud. Der hvor Henning skulle ligge sad et indisk ægtepar og de sagde, at det ordnede vi senere. Der var plads til 3 personer i hver side. Vi fik en god snak med dette ægtepar. Da vi skulle til at spise vores knækbrød, diskede de op med en hel masse hjemmelavede ting, som vi absolut måtte smage, det var lidt svært at sige nej tak, vi skal jo passe på. Vi spiste lidt af det og håbede på at det gik godt.
Det endte med at Henning og jeg lå i de to mellemste køjer over for hinanden, med det indiske ægtepar i de underste køjer.
Vi fik en sms fra Lis og Poul, de kom 8 timer forsinket til Varanasi, så de ankom først efter vi havde forladt Varanasi. De havde ikke meget lyst til at tage samme vej tilbage til Agra, som ellers var planen.
Der begyndte at blive støj i toget allerede kl. 6.00, vi vendte om på den anden side og sov videre. Vi stod op kl. 7, der blev redt senge dvs. alt sengetøjet blev samlet ind og Henning og jeg fik et par stykker knækbrød. Kl. 8.20 var toget i Calcutta, det havde indhentet 1 time i løbet af natten, så vi ankom kun en time efter planen. Ægteparret inviterede os til at komme og besøge dem, hvis vi fik tid. Manden var handelsrejsende i tøj. Konen kunne ikke meget engelsk, så det var manden, der talte og oversatte for konen.
Vi blev hentet på stationen af Debabrata Ray (han står for donorkorpset i West Bengalen) og kørt til gæstehuset på universitet for kemi, det viste sig at være et værelse med to senge og et badeværelse. Vi bliver her i nat, men der er mange myg og små myrer og så er der meget snavset her.
Vi gik en tur og talte om, at vi kunne jo gå i Zoo. Vi spurgte en dame om, hvor langt der var. Hun sagde, der var langt, vi skulle tage en taxi. Det gjorde vi så. Det var en stor Zoo. Halvdelen af burene og indhegningerne var tomme og mange af dyrearterne var de samme i flere af ”burene”. Vi gav 1 kr. for at komme ind. Det mest spændende vi så, var en hvid tiger og et pansernæsehorn. Vi fik også noget at spise derinde. Vi var der fra kl. 12.50 til 17. Hvorefter vi tog ”hjem” i en taxi.

Vi blev installeret i et værelse på Jadavpur Universitet. Vinduet i bade værelset var knust, så da det blev mørkt var der så mange myg, at vi ikke kunne være i værelset	Universitetet så fint ud ude fra, men danske studerende ville betakke sig bare de gik en tur på gangene
Gaderne var meget maleriske at gå rundt i, men her var busserne for en gangs skyld ikke overfyldte	Vi tog i Zoologisk have i Kolkata, der havde de indtil flere Hvide tigre, de havde ikke for meget plads, de fleste gik i, hvad vi i Danmark vil kalde gammeldags bure
Vi nåede derud ved middagstid, det var så heldigt at de havde en rigtig god "fast food" restaurant i haven, der fik vi så en lækker frokost, det var noget spagetti og kylling, det var lidt "hot"	I haven havde de et Indisk Næsehorn, det var sjovt at se, det havde også et rigtigt stort flot område at gå i
En af deres tigre gik i et rigtigt stort og flot åbent anlæg, tigrene vi så her i zoo var så de eneste tigre, vi fik at se i Indien	Da vi gik tur om formiddagen havde vi set et skilt med en "Family Restaurant", der gik vi hen om aftenen, det viste sig at være fantastisk god mad, restauranten lå skråt over for universitet. Hele middagen til os begge kostede ca. 50 kr.
Fra vinduet i restauranten havde vi set et skilt hvor der stor Supermarked over en dør. Der gik vi ind, da vi var færdige med at spise. Det kunne overhovedet ikke sammenlignes med et dansk supermarked. Der var masser af marked. Alle de handlende sad på borde og solgte deres varer. Her sælges kyllinger	Ham her sælger fisk, han brugte den store knis foran ham til bl.a. at skrabe skæl af fisk. Kyllingemændene brugte dem til at slagte kyllinger med og slagterne brugte dem til at skære kød og indvolde i stykker med

Da vi kom hjem, stod der en mand med noget toiletpapir (jeg havde toiletpapir med fra et af de andre steder, for det er ikke mange steder toiletpapir forefindes) og vi spurgte, om det kunne lade sig gøre at komme til at bo samme sted som Niels (fra bloddonorkontoret i København), det havde han ikke noget med at gøre, der skulle vi tale med Subrata Ray. Ham skrev Henning en sms til.
Medens jeg gik op på værelset, fik Henning fundet ud af, hvor vi kunne spise til aften og i morgen tidlig. Vi gik hen og spiste på en restaurant 10 min. gang herfra. Vi fik fisk og ris med grøntsager og trutti futti (frugter blandet ned i is) til dessert.
Oppe fra restauranten, hvor vi spiste til aften, havde vi set, at der var et ”supermarked” ovre på den anden side af gaden. Vi var nysgerrige og gik derover for at se hvad det var. Det viste sig at være en stor hal, hvor de handlende sad på nogle borde med varerne stablet op foran sig. Det var fiskehandler, kyllingehandlere, nogle der handlede med forskellige slags ris og igen andre der handlede med grøntsager og nogle der kun handlede med frugt, andre med blomster. Det var ligesom at være tilbage i Zanzibar for 35 år siden. Bortset fra at i Zanzibar var markedet kun åbent i dagtimerne, her var kl. over 22 og der var stadig liv i handlen.
På vejen ”hjem” så vi en smøge med lyskæder hængende ned foran, som om det var jul. Det kunne være det var en restaurant. Så vi gik ned af smøgen og konstaterede at det var en almindelig beboelse. En mand der stod midt på asfalten spurgte om vi søgte noget. Vi sagde, at vi havde set lyset og det havde gjort os nysgerrige. Han forsøgte at sige noget om en fest, men hans engelsk var han ikke tilfreds med så han tilkaldte en yngre mand. Han forklarede os at de hvert år den 20. januar holdt en gadefest til ære for gudinden til ”visdom og undervisning”. Til sådan en fest fik de god mad og dansede for at ære deres gudinde. De har 3 mill. guder i Indien og gaden her havde valgt lærdomsgudinden som deres.

Fredag d. 22. januar
Fra 7.10 var der morgenmad. Vi stod op kl. 7.30. Vi gik over og fik morgenmad. Omelet m/løg og peberfrugt, en klappesammen mad m/revet ost og sort peber (maden smagte kun af sort peber) vandet til teen var ikke særlig varmt, så vi blev enige om, at vi ville gå op på værelset og lave en kop te selv.
Da vi kom tilbage til værelset, sad Subrata Ray og ventede på os, vi skulle pakke vores ting og køre til et andet gæstehus, som var lidt bedre, men det lå langt væk. Vi pakkede og kom af sted. Vi kørte i ca. 45 min. Der er både bedre senge og mere rent og så er der varmt vand så vi kan få et længe tiltrængt bad. Vi har endnu ikke set myrer eller myg.
Da vi havde fået os installeret og fået en kop kaffe og the, gik vi ned og fik fat i en taxi. Vi kørte i 50 min. hvoraf vi havde holdt stille i 18 min og vi havde kørt ca. 9 km. Hver eneste gang vi holder i kø bliver motoren slukket. Målet for dagens oplevelse var Victoria Memorial. Det er en marmorbygning. Man ville forsøge at bygge et bedre Taj Mahal, det var færdig i 1921. I dag er det et museum. Det var ikke lige det, vi havde regnet med. Der stod det var et museum for den tid englænderne havde regeret i Indien. Men det var meget gammeldags og temmelig kedeligt arrangeret. Men nu kan vi da sige at vi har været der. Vi gik lidt rundt i haven, samt et tur udenfor haven og om til indgangen igen og tog en taxi hjem.

Efter vi var blevet installeret i det nye guest house, tog vi i byen. Som så ofte før begyndte udflugten med at vi skulle finde et sted at spise frokost. Vores guide i Varanasi havde vist os en kagebutik, hvor vi kunne få samosas, så da vi fik øje på en kagebutik, gik vi derind	De havde meget andet end samosas i den forretning vi fandt. så det blev til et lækkert måltid mad. Men ingen spiritus, så vi spekulerede lidt på, om Kolkata er et af de steder i Indien, som er "tørlagt"
Efter forkosten gik vi tilbage til Victoria Memorial, som var målet for dagens udflugt. Nu kan vi sige vi har været der. Det er ikke noget "at skrive hjem om", der var et meget gammeldags museum - lidt kedeligt	Vores værelse på dette guest house var rykket flere klasser op, her var tætte døre og vinduer og i badeværelset virkede det varme vand. Det eneste minus var, at sengen var stenhård at ligge på

En taxi koster 1 kr. i startgebyr og så koster det 1 kr. pr. kørt km og der virker på den måde at taxametret viser et tal der svarer til 50 øre pr. km. Når man kommer frem, ganger man tallet med 2 og lægger 20 øre til, så vores tur i dag kostede ca. 40 kr. i alt frem og tilbage.
Siden vi kom tilbage, har vi fået lagt billeder ind på den lille PC og jeg har valgt ud til rejsebrevene.

Lørdag d. 23. januar
Vi stod op kl. 6.30, vi havde fået at vide, at der kom en bus kl. 7 for at hente os og at den skulle køre kl. 7.15. Men sådan gik det ikke, vi gik ud og satte os i bussen kl. 7.20, men det hjalp ikke noget, kl. blev 7.40 inden alle de fine indiske damer havde fået arrangeret deres sarier. Vi kørte til et andet ”guest house” for at hente nogle andre deltagere, de brokkede sig lidt over, at de havde stået længe i kulden og ventet.
For os er her ikke koldt, temperaturen er tæt på en almindelig sommer i Danmark fra morgenstunden. Her er heller ikke tåget, som der har været længere mod vest i Indien. Der er en ganske let dis om morgenen, men bortset fra det, skinner solen fra en skyfri himmel.
Inderne er pakket ind i store jakker, med store halstørklæder og strikkede huer ned over ørerne.
Det tog godt ½ time her til morgen at køre de ca. 10 km fra, hvor vi nu bor til Jadavpur Universitetet, hvor mødet skal afholdes.
Vi var blevet tilbudt noget af deres søde te med mælk, mens vi ventede på bussen, det havde vi høfligt sagt nej tak til.
Da vi kom ud til universitetet, fik vi programmet for konferencen og spisebilletter. Så skulle vi blot hen i køen for at få morgenmad. Morgenmaden var udmærket, men der var lidt for meget olie på de ”stegte kager”. Der var blødt toastbrød og et hårdkogt æg. Der var sød kaffe eller te med mælk, så først regnede vi ikke med, at vi fik noget at drikke, men så begyndte de at  presse friske citrusfrugter til juice. De kom ikke sukker i, så vi tog vores foldekopper frem, så vi fik en ordentlig kopfuld og ikke kun deres små 75 ml papkrus.
Det er ikke en særlig effektiv konference. Mange af de første talere talte om det samme, men de var ikke helt enige om statistikken, så der blev en del diskussion, men der skar ordstyren igennem og sagde, at det kunne de diskuterer i frokostpausen.

Til højre e det guest house vi boede i og den gule bus er den, som hver dag bragte os frem og tilbage til universitetet	Så snart vi ankom til universitetet var der morgenmad. Den blev indtaget enten stående eller siddende ved nogle haveborde under store parasoler
Konferencen foregik i noget der nærmest lignede en lille teatersal. Vi sad på "biografstole" og foredragsholderne stod på en scene, hvorpå der var opstillet en talerstol	Frokosten foregik lige som morgenmad og middagen i gården ved universitetet
Middagen blev først serveret omkring kl. 20 om aftenen	Her er så buffetten, hvor vi skulle hente vores mad

Frokosten blev indtaget ved nogle haveborde i gården til universitetet. Det var dejligt mad og så var der en kugle vaniljeis og en speciel kugle af en speciel Indisk dessert. Jeg syntes den smagte udmærket, men Vibeke brød sig ikke om den.
De har et morsomt indslag, når en taler går i gang sætter de et stopur i gang. Når tiden er gået, starter en ”kirkeklokke” med at bimle og den bliver ved, indtil taleren træder ned fra talerstolen.
Næsten alle taler i dag handlede om hvervning og pleje af donorkorpsene. Først var det set fra de frivilliges synspunkt, her var mit foredrag om de danske forhold sat ind. Derpå fulgte taler af læger fra forskellige blodbanker og dagen sluttede med at repræsentanter fra Vietnam, Butan og Nigeria fortalte om deres landes problemer med at skaffe bloddonorer. Dagens sidste taler var Niels Mikkelsen fra Bloddonorerne i Danmark, som i sin egenskab af præsident for den internationale bloddonororganisation sluttede dagen af, inden vi skulle ud i gården ved universitetet og have ”dinner”.
Middagen var planlagt fra kl. 20-21. Derefter skulle vi køres tilbage til gæstehuset. 20.45 sad vi i bussen, men den blev 21 inden alle var kommet ind i bussen. Vi kørte derud af og pludselig stod der 3 mænd af og bussen kørte videre. Vi var næsten hjemme, da chaufførens mobil ringede. Jeg hørte et eller andet med at vende om og hente. Andre i bussen var åbenbart også blevet ringet op. Folk begyndte at tale høj og det endte med, at bussen vendte om. Det viste sig, at det var de 3 mænd, vi havde sat af, vi skulle hente igen. Der blev godt nok tal med store bogstaver og mange var knotne. Jeg forsøgte, at spørge den ene af mændene, hvad der forgik, men jeg fik ikke noget svar. Nå, vi var hjemme kl. 22.20 i stedet for 21.50.
Nu har vi fået os en snaps, så vi er klar til at gå i seng.

Her kommer så de sidste dage af turen samt afslutningen
Først lige en bemærkning om et af de billeder I fik med sidste sending. Det var et billede Vibeke tog ud af vinduet på vores taxi, kik godt på billedet det er faktisk en mand der ligger og sover under en vejbro midt i Kolkata. Der boede han, afstanden mellem rig og fattig er nok det, der har rystet os mest her i Indien.
Konference var enormt interessant set fra et dansk synspunkt. Den måde, de driver bloddonorvirksomhed på i Indien, er så forskellig fra, hvad vi gør i Danmark. Man indkalder ikke donorerne til tapning i blodbanken, som vi gør i Danmark, nej man arrangerer, hvad de i Indien kalder en ”Donor camp”. Dvs. at man har annonceret, at der i et sportscenter eller på en skole eller et andet sted, hvor man kan huse mange mennesker. Arrangerer at der bliver tappet blod i 8 timer. Donorerne kommer så fra morgenstunden og tilbringer derpå hele arbejdsdagen på stedet, hvor man hygger sig med de andre donorer. Blodbanken, som tapper deler så lidt sandwich, kaffe og te ud til deltagerne. På en god dag kan sådan et tappehold fra en blodbank komme hjem med 1000 poser blod. Til sammenligning tappes der ca. 100 om dagen på en god dag i Danmark på mange blodbanker. I Ribe tapper de pt. ca. 30 – 40 portioner på en god tappedag. Når jeg skriver ”en blodbank tapper” er det fordi der i en by, som Kolkata findes et stort antal blodbanker, som er private og kommercielle.
En anden ting, som er meget forskellig fra, hvordan det foregår i Danmark, er, når en patient har brug for en blodtransfusion, så er det familie eller venner til patienten, der skal sørge for at tilvejebringe det nødvendige blod. Det kan gøres ved, at de finder én i familien eller omgangskredsen, som vil give blod, det kaldes en erstatningsdonor (replacement donor), eller man kører rundt til en af de mange kommercielle blodbanker og køber den krævede blodtype. Det er ikke fordi hospitalet ikke har en blodbank, men fordi hospitalet ikke kan indsamle blod nok til deres normale forbrug til behandlingerne. Når de pårørende så har fremskaffet blodet og selvfølgelig betalt blodet, bliver det lagt i hospitalets lager, hvorefter hospitalet anvender det blod, som passer præcist til patienten. På den måde holder hospitalet så sin blodbank ved lige. Det at bruge erstatningsdonorer er en frygtelig måde at skaffe blod på, når ens pårørende er meget syge, vil man gøre hvad det skal være, for at få dem raske, så er der ingen, der fortæller, at de har HIV eller AIDS, eller andre alvorlige sygdomme, der kan overføres med blod, men de giver blodet, i håb om at redde deres eget familiemedlem.

Morgenmad, frokost og middage blev afholdt under åben himmel i gården til universitetet, hvor konferencen blev afholdt. Nu skal I ikke regne med, det er en gård som hjemme, der var hverken fliser, asfalt eller græs på gården, det var en nogenlunde hårdttrampet jordoverflade. Maden blev udleveret ved to borde, hvor vi stod i kø, for at få udleveret en tallerken, en papirsserviet og en ske, samt naturligvis noget mad som smagte fantastisk godt. De havde nogle ”vandkølere” med vand, da jeg spurgte, om det var renset vand, sagde de ja. Men efter at jeg den første dag havde drukket af det og fået lettere tynd mave, som heldigvis gik over næste dag, gik Vibeke og jeg ud på gaden og købte flaskevand, som vi drak resten af tiden.
Søndag aften var der opvisning af traditionel folkedans fra Indien, danserne var meget dygtige, det var ”glade amatører”, som rejste rundt med deres optræden, det var det lokale ”GYS-hold”.
Mandag aften var der traditionelt indisk fyrværkeri i gården, inden vi fik middagen serveret.
Da konferencen var slut, skulle vi så med fly til New Delhi for derpå at flyve via Istanbul til København.
Vi skulle flyve ud af Kolkata kl. 7.00 om morgenen med Air India, en af de andre konference deltagere skulle flyve til Delhi kl. 7.15 med SpiceAir. Hun kom af sted til tiden. Men med Air India kom vi først af sted 2 timer senere, de sagde det var pga. tåge i Delhi. Vi fik ingen beskeder af nogen slags, det var først, da vi var en flok utilfredse rejsende, som fandt frem til en repræsentant for Air India, at vi fik noget at vide, men det var helt tydeligt for os, at han omgikkes sandheden meget lemfældigt.
Vi kom endelig til Delhi med nogen forsinkelse. Vi spurgte vores chauffør, om han ville køre os ind til byen fra hotellet, det skulle han lige have tilladelse til fra Kiplings rejser agenten. Han fik tilladelsen og vi aftalte, at han skulle have 500 Rs. for at køre os de 20 km ind til centrum og tilbage igen, samt stå til rådighed for os i 4 timer. 500 Rs. Det svarer til ca. 50 kr., han var så sød og venlig, at han fik 600 Rs., da vi kom tilbage til hotellet, da viste han næsten ikke, hvordan han skulle sige tak.
Det var ikke så nemt at se på byen, som vi havde regnet med, den restaurant, vi fik ham til at køre os hen til inde i byen, var lukket, for det var ”Independens day” i Indien, så næsten alle forretninger var lukkede. Vi fandt en lille bod med ”fast food”, vi kikkede på hinanden og sagde, lad os prøve, vi er på vej hjem i morgen, så det kan vel ikke gå helt galt, så vi spiste med stort velbehag,og det smagte forrygende godt.
På vejen ind til byen havde jeg set en forretning med juveler og tæpper, som så ud til at være åben, så efter vi havde gået rundt og set på festlighederne omkring ”Uafhængighedsdagen” og vi havde fået os en ispind, kørte vi hjemad for at se om forretningen stadig havde åbent, vi havde en del Rs. endnu, vi skulle have brændt af. Det endte selvfølgelig med, at Vibeke fik endnu 6 m. silke i kufferten. Sælgeren var meget ked af, at han ikke kunne sælge os både sjaler, ægte tæpper og smykker og mange andre flotte ting.
Vi boede på et fantastisk dejlig sted i Delhi, det var et Hotel Bed & Breakfast. Det var et privat hjem, der var udbygget med en fløj med ”hotelsenge”. Det var blot kedeligt, at vi kun fik sovet på stedet i godt 3 timer og drukket en øl, inden vi for af sted igen.
Vi skulle være i lufthavnen kl. 02.10 for at flyve med Turkish Airlines til Istanbul 05.10. Vi skulle være i lufthavnen 3 timer før. Der var ingen ved skranken. Efter ca. ½ time kom der nogle og satte sig ved skranken, men de var fra et helt andet flyselskab. De sagde, at vi skulle vente ½ time, så kom der nok nogen fra TA. Men der kom ingen, på et tidspunkt dukkede en yngre mand op, som gik hen til de to ”forkerte” dame. Da han også blev afvist, skønt der på tavlerne over hovedet på damerne stadig stod vores flynummer, gik jeg over og spurgte, hvad de havde sagt. Han fortalte, at han havde været på TA’s kontor på 1. sal og fået at vide, at det næste TA fly ville være næste dag kl. 11.25. Det viste sig heldigvis, at da kl. kun var 3.30 om natten, var han stadig kun nået til tirsdag, mens jeg inde i hovedet var nået til onsdag. Han sagde endvidere, at vi ville blive kørt på hotel.
Lidt senere dukkede en mand op og sagde, at vi skulle følge efter ham, vi blev derpå ført ud til en bus, hvor vi sad i over ½ time, der manglede 3 passagerer. Vi skulle være 41, som skulle på hotel. Vi fik sovet godt 2½ time, hvorefter vi fik morgenmad og kl. 8, blev vi kørt tilbage til lufthavnen.
I lufthavnen blev vi mødt af en dame, som spurgte, hvor vores endelige destination var, jeg svarede København, hvorefter hun sagde, at de havde overflyttet os til Finnair, så vi skulle hjem via Helsingfors. Der var flere maskiner mellem Helsingfors og København end mellem Istanbul og København. Vi fik at vide, at selv om vi var over 6 timer forsinket i afgangen fra Delhi, ville vi kun være 1 time senere i København, hvis vi blev yderligere forsinket, var det lettere at komme videre til København fra Helsingfors end fra Istanbul, sagde de. Nå, det kom ikke helt til at holde stik, vi blev næste 1 time forsinket ud af Delhi, men der var tid nok for os i Helsingfors. Flyet i Helsingfors til København blev lidt forsinket, fik vi at vide, da vi sad i flyet. Forsinkelsen skyldtes, at der var snestorm i København. Så kom de og afisede flyet, det tog så lang tid, at vi ikke kom på startbanen i tide, så vi fik en ny starttid 2 timer senere, det blev dog senere ændret til 1 time. Så vi var i København 20.20 i stedet for 16.25 :-)
En ting lærte vi også i Indien. IST skulle normalt betyde: Indian Standard Time, men for de fleste i Indien, betyder det Indian Stretchable Time.
Det kan godt være, det var den mad, vi spiste i Delhi, det gik galt med, det korte og det lange var at jeg (Henning) endte med dårlig mave, da vi kom til Danmark. Da lægen målte bakterietallet i mit blod var det på 21 om torsdag, 41 om fredagen og i dag mandag er det for nedadgående, det er til morgen 17. Normalen er ca. 8, sagde lægen.
Der var over 200 mails i computeren, da vi kom hjem og i forbindelse med, at jeg har sovet en del, efter vi kom hjem, er det først blevet til i dag, vi har fået afsluttet rejsebrevene.

Turen var arrangeret i samarbejde med Kipling Travel, prisen for de 16 dage for 2 personer var 22.875 kr. plus lommepenge ca. 7.000 kr.